SCHOOL OF TALENTS - 1. TIME - VILDT HØJT! : EN SKOLE UD OVER DET SÆDVANLIGE
Alva bor sammen med sine forældre og sin irriterende lillebror Karlo. Hun har svært ved at koncentrere sig, for der er en kakofoni af stemmer i hendes hoved. Alva kan nemlig høre alt, hvad alle dyr i nærheden tænker; både fluer, fugle og andre dyr.
En dag får hendes familie besøg af onkel Thomas, som ingen bryder sig om. Men onkel Thomas kan høre andres tanker, og får overbevist Alva om, at hun kan få et bedre liv, hvor hun kan lære at slukke for stemmerne, hvis hun indvilliger i at gå på ’School of Talents’ for børn med særlige evner. En skole som umiddelbart ligner en kostskole, og hvor onkel Thomas kaldes inspektør Franzen.
På skolen bliver Alva gode venner med Mala og Jonas, og hun erfarer, at de andre elever har evner for både at kunne forvandle sig til forskellige dyr, lave strøm, bevæge sig gennem materialer, få vand til at lystre eller sågar krympe. Men hun deler desværre værelse med sure Frederikke, og det er virkelig surt! Pludselig en dag modtager inspektør Franzen en besked om, at ’School of Talents’ skal flytte. Hvor skal de 200 elever nu bo? Og Alva var lige ved at blive glad for at bo her. Måske kan hende og hendes venner gøre noget, så de alle kan blive?
Alva er en rigtig sød og sympatisk hovedperson, der både i sit forhold til sin familie, og i sine følelser i at skulle navigere mellem nye sære mennesker på en kostskole, er både troværdig og relaterbar. Serien er velskrevet med korte kapitler og hyggelige fine illustrationer af Simona M. Ceccarelli.
Andre bøger med samme tematikker er ’Skolen med magiske dyr’ af Margit Auer, der kan læses af børn fra ca. 6 år, og ’Vilde agenter’ af Jennifer Bell, der kan læses af børn fra ca. 10 år. Den vidunderlige roman ’Eventyrhuset’ af TJ Klune, indeholder også masser af forskellig magi og kan læses af børn fra ca. 12 år.