Grønt netværk i Tranbjerg

Grønne nabofællesskaber

Netop som vi på Tranbjerg bibliotek havde søgt frøpuljemidler til at sætte gang i projektet, blev vi kontaktet af en borger i Tranbjerg, der ønskede at starte Grønne Nabofællesskaber - hvilket sammenfald. Så vi slog os sammen. Han havde energi på at tage sig af den administrative del og være tovholder for gruppen, men han havde ikke noget netværk i Tranbjerg. Det havde jeg til gengæld. Jeg skrev til dem, jeg tænkte kunne være interesserede, og de sagde næsten alle sammen ja til at komme til et møde, hvor vi snakkede om, hvordan Grønne Nabofællesskaber kunne se ud i Tranbjerg.

Til det første møde havde jeg taget LEGO kasserne med fra Build The Change, og de byggede hver især deres model af, hvordan Grønne Nabofællesskaber kunne se ud i Tranbjerg. Jeg skrev deres tanker og ideer ned undervejs, og lavede en plakat til dem med deres post-its.

Gruppen lavede et opstartsmøde for alle interesserede i Tranbjerg, hvor 12 mere mødte op, og som gjorde, at de fik en ekstra person med i styregruppen, som pt består af 6 personer, som mødes én gang om måneden på biblioteket, hvor de planlægger aktiviteter.

Der er også blevet lavet en Facebook-gruppe med nu 55 medlemmer.

De skiftes til at være tovholder på forskellige aktiviteter i byen. De har lavet flere fælles skraldeindsamlinger og plantet krokusløg i en grøn kile i Tranbjerg. Fælles for alle aktiviteter er at hele byen bliver inviteret til at være med.

I foråret 2024 skal de stå for en frøbombe-workshop på biblioteket, og de vil lave en kampagne i Tranbjerg, der hedder 1x1 meter, der handler om, at alle der ikke i forvejen har et område med vild have i deres have, bliver opfordret til at have et bed eller et område på 1x1 meter i deres have. Fordi hvis alle har 1x1 meter i deres have vil biodiversiteten blomstre i Tranbjerg. Frøene til de 1x1 meter kan hentes gratis på biblioteket. Der kommer også til at være en udstilling på biblioteket, så borgerne kan se, hvordan 1x1 meter ser ud.

De har også planer om at udbrede kendskabet til vandhuller og kvashegn, og hvorfor de er vigtige for biodiversiteten, hen over sommeren evt. med udstillinger på biblioteket.

Så der er godt gang i gruppen. De fleste går på arbejde, og halvdelen har hjemmeboende børn, og derfor er de meget enige om at rykke, når der er energi og overskud til det.

Pengene er brugt til: forplejning, krokusløg og frø til de vilde haver.

Gruppen kører videre og pengene har været med til at starte nogle rigtig gode tiltag og projekter lokalt.

Der har også være et 2-3 artikler i den lokale avis Tranbjerg Tidende, hvor de har fortalt om deres aktiviteter.

Hilsen Emilie, Tranbjerg Bibliotek