Frugtskålen

Jeg ligger i en frugtskål. Jeg ligger allernederst. Kun de søde får lov til at være øverst, hvilket vil sige alle andre end mig.

Jeg tænker for mig selv, at jeg aldrig bliver valgt. Ikke før jeg bliver gammel og muggen og ligger i skraldespanden, men så råber Bananen ned til mig: Hvordan går det dernede på bunden? Jeg er ikke i humør til det der i dag, råber jeg surt tilbage til Bananen.

Vindruerne begyndte selvfølgelig at grine, som de altid gør. Det kan vel være lige meget hvad de gør. Jeg bliver snart muggen, tænker jeg uden at sige det højt, men Bananen bliver ved og ved, til sidst bliver jeg rigtig sur og bumper ind i Bananen med al min kraft, så den bliver helt brun og stødt. Hvorfor gjorde du dog det, råber Bananen? Mens alle de andre skuler surt til mig, men jeg skuler endnu surere tilbage til dem.

Vi vil heller ikke have dig her Citron, råber Mandarinen. Du er ikke en gang økologisk, råber pæren. Så nikker alle de andre.

Som tiden går, føler jeg noget ændre sig.  For hver dag der går kommer der flere og flere grønne pletter på mig og jeg bliver mindre og mindre gul. Jeg er ved at mugne. Jeg føler det både indeni og udenpå. Noget grusomt vokser i mig. Nu er jeg helt grøn. Muggen indeni og udenpå, ikke en gul plet tilbage på mig. Det var det. Min fremtid er ødelagt.

Ad råber alle til mig mens de selv er helt perfekt modne, men jeg vender mig bare ned med ansigtet mod bunden. Nu er det vel bare et spørgsmål om tid før jeg bliver smidt ud, for her ligger jeg.

Pludselig kan jeg lugte noget dårligt. Jeg kigger op og nu er de andre mugne, præcis som mig. Intet sødt tilbage i dem. Nu ligger vi her. En bunke mugne frugter og venter på at blive smidt ud. Nu kommer der nogen, råber vindruerne og som sagt træder en dame ind. Hun kigger på os og løfter os op. Hun går et par skridt som føles som de længste i mit liv. Skålen bliver vendt på hoved og vi falder alle sammen ud hver og en. I det mindste fik jeg lidt blødt papir at ligge på, men så råber alle de andre: Ad hvor er her ulækkert! Det er vel forståligt nok for de landede i en mærkelig fiskesovs af en slags. Ud fra hvad jeg hører fryser de vidst en del. Jeg får alligevel lidt ondt af dem og spørger om de vil dele. De kravler straks op.

Nu ligger vi her og varmer os op af hinanden. Pludselig mærker jeg noget varmt indeni. Jeg mærker en glæde og så er det lige meget hvordan jeg ser ud udenpå for indeni vokser der en glædespirer. Nu er det blevet til det smukkeste citrontræ i hele verden.