Et glimt af håb

Det er torsdag, og det regner. Måske har jeg ikke været artig. Jeg har nemlig fødselsdag i dag. Jeg ligger i min seng og læser. Måske er det ikke helt normalt, men jeg er heller ikke normal. Mor siger, at det er det, der gør mig til mig. Men det gør også, at jeg er anderledes i skolen. Mor ved ikke, at der ikke er nogen, der gider mig. Jeg vil ikke belemre hende med det. Det er kun min moster, jeg har sagt det til. At jeg altid bliver drillet, fordi jeg er anderledes og ofte fortaber mig i min egen fantasiverden.

Pludselig banker mor på døren. Jeg lader som om, at jeg sover og først vågner, da hun begynder at synge fødselsdagssang. Bagefter puster jeg lysene på den lille chokolademuffin ud. Jeg ønsker, at jeg bliver ligesom de andre og aldrig mere bliver drillet.

Om eftermiddagen kommer moster. “Tillykke med fødselsdagen”, siger hun. Jeg begynder at pakke gaverne op. Til sidst er der kun en gave tilbage. Det er en lille bjergkrystal. Der ligger et kort sammen med den, og jeg begynder at læse.

“Hej søde. Denne bjergkrystal er speciel. Jeg brugte den selv som barn. Når du har det svært, så se i den. Det er håbets og fremtidens eneste ene krystal. Jeg var ligesom dig, da jeg var lille - og er det stadigvæk. I skolen er det ikke nemt at være som os, men det er ikke altid en ulempe. Det kan bjergkrystallen vise dig.”

Så moster var som mig. Nu er hun pianist og spiller til store koncerter. Hvis der var håb for hende, er der måske også håb for mig.

Næste dag i skolen har vi dansk. Vores lærer står oppe ved tavlen og forklarer noget grammatik, som jeg allerede bruger, når jeg skriver historier derhjemme. Jeg forsvinder ind i min egen fantasiverden og sidder og digter historier inde i hovedet. Det kribler i fingrene på mig efter at skrive dem ned. Pludselig spørger vores lærer mig om noget. Jeg ved ikke, hvad hun snakker om. Jeg har jo ikke hørt efter. Jeg rødmer. Anne og Astrid begynder at le, og alle begynder at hviske dumme ting om mig. Jeg kan sagtens høre det, og jeg ved, at det er med vilje.

Jeg føler mig svimmel og løber ud på skoletoilettet. Jeg tager bjergkrystallen op fra lommen. Stille græder jeg. Der falder en lille tåre ned på krystallen. Den begynder at lyse, og pludselig kan jeg se en person i den. Det er mig - som voksen. Jeg sidder ved et skrivebord og skriver. Ved siden af en stak papirer på bordet ligger der fem tykke bøger. Jeg gisper, da jeg ser navnet på bogryggene. Det er mit navn. Jeg er forfatteren! Det er jo det, jeg altid har drømt om. Måske er der en grund til, at jeg er anderledes og ofte fortaber mig i min egen fantasiverden. Måske er der håb for min fremtid. Præcis som med moster.