Verden udenfor vinduet
Det var en eftermiddag i pigen Linneas liv. Hun kiggede ud ad vinduet i stuen. Der var som altid ikke andet at se end tyk, mørkegrå tåge. Udenfor var der ikke godt. Det havde Linneas mor fortalt hende. Linnea havde aldrig været udenfor sit hus, for det måtte hun ikke, og ofte kedede hun sig forfærdeligt.
Linnea gik ind i sin mors kontor. Moren sad som sædvanlig og arbejdede på sin computer, for det, hun kaldte ”Hjælp verden tilbage til 2023”. Linnea sukkede og gik ind i sin mors soveværelse. Og dér stod en papkasse, som hun aldrig havde set. Håbefuld satte Linnea sig på knæ, og åbnede kassen. Og den var propfuld… af bøger! Ellevild greb Linnea den første hun så. Det vidunderlige Danmark, hed den. Linnea så forsiden og gispede. Den forestillede en enorm, kridhvid skrænt, med grønne træer på toppen. Over skrænten strålede solen fra en skyfri himmel, og spejlede sig i det klare, turkisblå hav ud for skrænten. Under billedet stod: Møns Klint, 2023. Det var vidunderligt smukt.
Men så gik noget forfærdeligt op for Linnea. Vreden skyllede ind over hende. Hvor kunne hendes mor holde hende indespærret for alt dette i et lillebitte hus?! Linnea stormede ind til sin mor. ”Hvorfor har du holdt al verdens vidunderlige skønhed væk fra mig?!” skreg hun. ”Vent, Linnea, jeg...” Men Linnea var allerede stormet ind i stuen. Hun løftede en vase op, og smadrede den af al kraft mod vinduet, og begge dele gik i tusind stykker. Og så hoppede Linnea ud i det grå. Hun tog en dyb indånding, og fik et hosteanfald. Luften herude var ikke til at trække vejret i! Hun så sig omkring. Der var ikke andet at se end den tykke, grå tåge.
Linnea satte i løb, fast besluttet på at finde det smukke sted. Hun løb og løb og løb. Hun så sig omkring igen. Hun stod på toppen af en enorm klint. Men her voksede ingen grønne træer, kun et par krogede, døde træer. Og klinten var ikke kridhvid, men beskidt gråbrun. Og vandet nedenfor var en tyk, sort suppe, hvor en masse affald svømmede rundt. Men denne skrænt lignede den, Linnea havde set i bogen. Og da det gik op for Linnea, at dette var det ”smukke” sted i bogen, begyndte hun at græde. Hun græd som pisket, og tårerne strømmede ned ad hendes ansigt, og ramte jorden som regndråber. Linnea græd hele natten. Og da dagen gryede, så hun en lillebitte grøn spire titte op af jorden, hvor hendes tårer havde ramt.
Linnea hørte fodtrin bag sig og pludselig gav hendes mor hende et kæmpe knus. ”Søde Linnea, jeg prøvede bare at beskytte dig for denne forfærdelige sandhed”, sagde hun. ”Det forstår jeg, mor”, sagde Linnea. ”Kom så, skattepige, nu går vi hjem”, sagde moren. ”Okay”, sagde Linnea. ”Men vi skal komme herhen meget tit. Jeg har en plante at passe!” Og så gik de hånd i hånd, lige til de var hjemme.