Dæmningen

Stabling, udmåling, sammensætning. Pinde og grene. Året var 2064. De fleste bævere var væk og nu lavede Sofie deres arbejde. Hun blev nødt til at gøre sig umage. Meget umage. Ellers ville dæmningerne falde sammen. Så skulle hun starte forfra. Igen. Hun ville gøre alt for at denne dæmning bestod. Den lå i den smukkeste skov på det skønneste bjerg. Men det var ikke derfor hun ville kæmpe for den. Meget tæt på lå en gammel hytte, som Sofie altid var på ferie i som barn. Der havde hun tilbragt mange måneder ad gangen som lille. Hun kendte de fleste af dyrene og havde et tæt bånd til stedet. Sofie havde hurtigt meldt sig til at lave denne dæmning. Det betød så meget for hende, at hytten og skoven ikke blev ødelagt. Sofie blev knust, da hun så stedet efter alle disse år. Mange dyr, der havde været her, var væk.

Liva kom styrtende hen over dæmningen. Hun snublede og faldt i vandet. Sofie var vant til at Liva snublede eller lavede dumme ting. Liva stak hovedet op af vandet. "Liva, er du okay?” "Jaja, det er fint, vi arbejder ved vandet og jeg ville være blevet våd alligevel.” Liva trak sig selv op af vandet og op på dæmningen. “Der kommer en kæmpe oversvømmelse i morgen. Den er større og voldsommere end alle de andre vi har oplevet.” Sofie fik et bekymret udtryk i øjnene. “Det når vi ikke” Hendes ord blev ikke sagt som et udråb eller et spørgsmål, men som en håbløs konstatering. Mange af de dyr, der boede her, ville forsvinde helt. Er det sådan, fremtiden skal være? Bliver fremtiden værre endnu? Sofie kunne ikke have det hele i hovedet på samme tid. “Jeg tager en pause,” mumlede hun.

Sofie trængte til at besøge hytten for sidste gang og sige farvel. Sofie vandrede ad en, engang så velkendt skovsti. Hendes blik fangedes af en bevægelse i en busk i nærheden. Et hoved stak op af busken og hun veg et skridt tilbage. En bæver kom vraltende hen til hende. Hun slog øjnene op. Det var Møffe. Den bæver hun havde leget med som lille. Da den kom helt hen til hende, fik hun tårer i øjnene. “Du bliver nødt til at søge dækning, der kommer en oversvømmelse i morgen, og du må væk.” Det virkede næsten som om, at bæveren forstod hende. Den daskede sin hale i jorden tre gange og begyndte så at gå mod dæmningen. Det tog ikke Sofie mange sekunder at forstå, hvad den ville. Henne ved dæmningen var Liva i gang med at bygge den venstre del af dæmningen. "Se hvad jeg har fundet!” Møffe løb hen mod dæmningen og begyndte at gnave og pille i pindene. “Ej hvor er den nuttet!” Liva stod som fortryllet og så på Møffe. Tre timer senere havde Møffe nedbrudt og genopbygget dæmningen næsten fuldstændigt. Sofie gik nu oven på den næsten færdigt lavede dæmning. Den skulle nok holde. Det vidste hun.