Escape games

The Haunted House of Horrors på Tilst Bibliotek

I denne uge har vi haft besøg af elever fra Tilst Skole i mindre grupper. De har fået fortællingen om Herman Horribulus, der byggede Tilst Bibliotek og Tilst Museum for 100 år siden.
Han er død for længst, men hans genfærd spøger stadig på museet. Han kan kun finde ro og hvile, hvis nogle kvikke og modige børn får åbnet hans skattekiste, som er fyldt med hængelåse. Men for at åbne hængelåsene, skal man ind på Museet og finde de ledetråde, der står nævnt på Det Sekskantede Dokument. Og ingen af os nulevende bibliotekarer tør gå derind! For 10 år siden sendte vi en ung mand, vi havde i praktik, derind, og ingen har set skyggen af ham siden….

Så går turen ind på Museet, der i dagens anledning er pyntet op med Halloween-grej. Når ledetrådene er i hus, skal der løses forskellige gåder: Mona Lisa skal samles, hieroglyffer skal tydes, flaskeposter skal åbnes, spøgelser skal fordeles på et gyserslot, gamle landkort skal studeres. Når alle låsene er åbnet, vanker der slik i den inderste kiste – og en lille besked om at finde Den Uhyggelige Bogvogn, hvor hver elev må tage en gratis bog.
Eleverne har været VILDT gode til at samarbejde om at løse logikgåder – og til at give hinanden jumpscares inde på museet

Stor tak til Frøpuljen, der donerede penge, så hvert barn kunne få en bog som gevinst.