Litterær Klimacafé

Naturen i litteraturen – en litterær klimacafé

En bibliotekar og 5 studerende på kandidatuddannelse i litteraturhistorie, fik midler fra FRØ-puljen til at lave en kliamcafé på Dokk1, som en del af LiteratureXchange.

Formålet var at formidle klimalitteratur i et historisk perspektiv, særligt til unge, og skabe et uformelt miljø, hvor de unge selv kunne bidrage til formidlingen, og arbejde med litteraturen.

De studerende skulle til eksamen i faget Litteraturformidling, og skulle selv planlægge og projektstyre forløbet. Bibliotekaren hjalp med det praktiske som reservation af Verdensrummet, finde højttalere og mikrofoner, reservere materialer og lave udstilling der reklamerede for deres café, PR og selve ansøgningen til FRØ-puljen.

De studerende skriver om arrangementet:
“Naturen i litteraturen - en litterær klimacafé” blev afholdt 17/6-2022 i Verdensrummet på Dokk1 kl. 12 - 17.
I løbet af dagen havde vi omtrent 60 deltagere. 45 af disse var tilmeldt gennem LiteratureXchange.Til eftermiddagens oplæsninger var der 48 deltagere.
 
Til arrangementet havde vi forskellige formidlingselementer - en tidslinje, en lyttestation, en skriveøvelse, boganbefalinger og liveoplæsning. Især tidslinjen fik mange rosende ord og de besøgende gav udtryk for, at det var en fordel at nogle af værkerne gik igen i anbefalingerne med uddybningen om, hvorfor netop dette værk kunne kvalificeres som klimalitteratur. 
Skriveøvelsen justerede vi i selve formidlingssituationen fra at være tilkoblet én station til at blive fordelt ud til alle bordene, hvor folk konverserede og drak kaffe, så de ikke skulle flytte sig for at deltage i skriveøvelsen. Dette var med stor succes, og i forbindelse med at de besøgende hang deres eget bidrag op på træet, tog de sig tid til at læse de andres bidrag, hvilket understregede vigtigheden af en formidling fokuseret på medskabelse og deltagelse. Nogle fremhævede deres egne læseoplevelser og skrev titler, andre gjorde klimalitteraturen kunsten efter og nogle fremhævede, hvad naturen betød for dem. Ved skriveøvelsen hang deltagerne tekstbidrag på figentræer indkøbt til formålet. Herved fik vi skabt et symbolsk fællesskab i kampen for klimaet. 
 
Lyttestationen bestod af en lænestol og høretelefoner, hvor der kunne høres indtalte lydbidder af udvalgte værker. Den rolige stemning, som lyttestationen blandt andet indbød til, blev rost af litteraturfestivalens deltagere. Verdensrummet fungerede derfor fint som en rolig pause for festivalgængere med et ellers informationsfyldt program. 
 
I forhold til boganbefalingerne, vi havde skrevet, var deltagerne interesserede i at høre om, hvordan ukonventionelle værker som eksempelvis Janssons Mumitroldene kan være klimalitteratur. Vores brede definition af klimalitteratur fungerede derfor fint som samtalestarter og igangsatte refleksioner hos deltagerne. Et element fra udstillingen, der dog kan arbejdes videre med, er hvordan man får deltagerne til at interagere mere - bladre og læse lidt - i udstillede bøger. Nogle af deltagerne betragtede boganbefalingerne som en udstilling, der ikke måtte pilles ved i modsætning til vores forventninger. Eventuelt kunne bøgerne have været mere i øjenhøjde eller med citater forstørret op.
Vi bød på kaffe og kage til deltagerne og fik derved forlænget den tid, deltagerne brugte i Verdensrummet. Oplæsningerne fungerede rigtig godt, og vores oplæsere ramte forskellige deltageres smag; nogle var glade for Ronnie Flensborg Iversens sanselige digte, andre for Kasper Green Munks faglige og historiske oplæsning af hans oversættelse af W.G.Sebalds Efter naturen. De komplimenterede de hinanden rigtig godt.Verdensrummet var en velfungerende ramme at afholde cafeen i - de besøgende interagerede også med de ting, der ikke hørte til vores arrangement. Mange stillede spørgsmål til rummets funktion, øvrige arrangementer og verdensmålene. Herved så vi en stor interesse i FNs Verdensmål. 
 
Det videre liv:
Det var en kæmpe fornøjelse at arbejde med de studerende, deres initiativ til at fylde Verdensrummet med mange glade borgere, hvilket gav anledning til god diskussion og undren over de forskellige verdensmål.
Mange borgere har fået øjnene op for Verdensrummet, og den instagram profil de studerende har oprettet, får stadig nye følgere – så der har været stor interesse emnet.
Vi har fået god erfaring med hvad der virker ift. en café hvor borgerne selv bidrager til formidlingen, og hvordan man kan skabe forskellige rum for fordybelse i et emne: skrivning, lytning, oplæsning, klassisk information på tidslinje, uddybning af de bøger man sætter på en udstilling - det vil vi arbejde videre med.
Vi arbejder nu på at få den tidslinje, de studerende har lavet ud som udstilling på andre af aakb’s biblioteker, og vil gerne hjælpe med forslag til materialer og anbefalinger.