Fællesskab og dialog skaber forandring i Hasle

I cafeen i Hasle Kulturhus lyder der denne onsdag i maj høj popmusik fra en soundboks, mens unge fra området løbende møder op for at deltage i ungeaften. Der er i dag 12 piger og drenge fra 9. klasse samlet, og det er meningen, at de skal begynde at planlægge efterårets aktiviteter. Soundboksen bliver slukket og tovholderen, Ali, kalder flokken sammen omkring det store mødebord.

Ungeaftenerne har eksisteret i 12 år, og har til formål at styrke unges medborgerskab gennem fællesskab og dialog. Kulturhuset danner desuden rammen om lektiecafeer, fritidsjob rådgivning, brobygning til foreningslivet og flere andre aktiviteter, og denne onsdag aften var ungeaftenen kombineret med en lektiecafe med fokus på eksamen.

Bolden på de unges banehalvdel

Ali Sabah Karim er tovholder for ungeaftenerne og arbejder i Hasle-Herredsvang som netværksskabende børn- og unge arbejder. Han er uddannet skolelærer og er vokset op i Frydenlund. Ali forsøger hele tiden at spille bolden over på de unges banehalvdel, fordi han er overbevist om, at det kun er de unge selv, der kan skabe positive forandringer:

Det handler om at arbejde nede fra og op, når det kommer til arbejdet med unge og ungecafeen. Vi voksne fagfolk kan jo have en masse gode ideer, men det handler om at finde ud af hvad de lokale behov er og hvilke ressourcer har de unge selv, som man kan bygge videre på. Og så skal det også have en relevans for de unge i området. Så når de foreslår at tage i Djurs Sommerland, er det ikke inden for skiven. Det er ikke udelukket, men der skal helst være et dannelsesmæssigt aspekt i det. Og det kan godt være en balancegang, for hvordan fastholder man unge i noget, de umiddelbart opfatter som kedeligt? F.eks. at tale om demokrati. Så kunsten er at få det til at opleves som relevant for dem.

Positive forandringer

Der er sket positive forandringer i området, når man kigger på kriminalitetsstatistikkerne, og de unge, jeg taler med, har alle fået 10- eller 12-taller i deres netop overståede eksaminer. Det gælder også Harem Ahmed Muhamedi på 16 år, som interesserer sig for politik, men samtidig ser sig selv som lidt af en rod, hvis stemme ikke bliver hørt af andre end kammeraterne og som under ingen omstændigheder har noget at skulle have sagt, når det kommer til Aarhus eller Danmark.

Harem synes et af de store problemer for ham selv og kvarterets unge er, at de er stigmatiserede af at bo i et belastet boligområde, og at det i negativ grad påvirker deres muligheder for at deltage i samfundsdebatten. Han peger også på, at det føles urimeligt at et helt områdes beboere bliver betragtet som problematiske:

Det er stigmatiserende at komme fra et ghetto-område når man f.eks. skal søge praktik eller læreplads, og det kunne jeg godt tænke mig var anderledes. Det er vigtigt, at der er en debat om det, for ellers sker der ingen forandring. Når man kommer fra et socialt belastet område og der er mange samlet, sker der lidt kriminalitet, og det kan vi jo ikke selv gøre noget ved. Det er politiets opgave. Men når der er en lille gruppering, der laver kriminalitet, går det ud over alle. Så kan der f.eks. være en der har læst en lang uddannelse, som ikke kan får praktikplads, og det er urimeligt.

Selv om Harem er skeptisk i forhold til sine egne muligheder for indflydelse, vil han deltage i en høring om udviklingen af hans lokalområde, som byrådet står for i juni. Tovholderen, Ali, er glad for, at nogle af de unge vil deltage i debatten, og han ser det som et lille skridt på vejen mod at ændre de unges selvopfattelse og omverdenens syn på sig:

Jeg synes det er rigtig spændende at hjælpe dem med at få udvidet deres perspektiver, så de ser sig selv i et nyt lys. Så det ikke er området, de kommer fra, der definerer dem, men mere er dem selv og deres holdninger og handlinger, der definerer dem som person. Vi arbejder meget med rollemodeller, og det at de ser andre unge, der er ældre end dem selv, som klarer sig godt, kan være med til at vende narrativet. Så de ser, at det godt kan lade sig gøre.

Positive forventninger

De unges debat om den kommende sæsons aktiviteter munder ud i nogle forslag til ture udenfor Hasle og nogle ideer til temaer, f.eks. uddannelse, der kan arbejdes med. For flere af de unge er det dog ikke det vigtigste, hvad man mødes om, men at de har et frit rum til at mødes på tværs af kultur og køn, og at man f.eks. kan få hjælp til sine lektier. Efter debatten spiser de unge sammen, og der drypper løbende nye yngre drenge ind, som bare er nysgerrige – og som måske selv skal være med i ungeaftenenerne, når de bliver gamle nok.

For Ali er det vigtigt at fortsætte med at holde ungeaftener, for selv om udviklingen går langsomt, går det i den rigtige retning:

Det handler om at blive ved med at kæmpe, og det er ungeaftenerne jo også en del af, for her kan vi mobilisere de unge. Når vi gør tingene i fællesskab, kan vi meget mere. Jeg håber for fremtiden, at vi som samfund og som individer begynder at have nogle positive forventninger til de her unge. De bliver rigtig tit mødt med negative forventninger, og mange møder også sig selv med en negativ forventning. Virkeligheden er nok bare, at de ikke er så udsatte som vi går og tror, for de klarer sig jo godt i skolen. Og så er der selvfølgelig stadig udfordringer, men det er jo det vi er her for at hjælpe dem med.