Vejs ende af Knud Romer illustreret af Otto Dickmeiss

Laura har susende travlt! Hendes mor siger, at Laura skal i seng, men lige da hun hører det, springer Laura ud ad døren, ud gennem porten og afsted. Med ét fik hun ustyrlig travlt! Laura løber forbi sin ven Eske, hvis hår vokser hurtigere, end nogen kan nå at klippe det. Forbi Alfred, veninden Mikkeline, kaptajnen og Den Gamle Købmand. Videre, videre, videre. Enkelte gange er Laura lige ved at stoppe op, men fortsætter alligevel. Selv da gaden forandrer sig til et sted, hvor børnene løber og leger med tøndebånd, hestevogne passerer, og en der til forveksling ligner H.C. Andersen kommer cyklende på en væltepeter. Laura møder også Amalie, hvis skygge hun har talt med. På slotspladsen står selveste kongen og dronningen og vinker fra balkonen, men Laura river sig løs fra det hele, og løber igen. Forbi bodegaen hvor den enøjede kat bor, og hun skal virkelig skynde sig, for hun skal være helt sikker på, at alt er som det plejer, inden hun skal nå at spurte hjem i seng. 

Man er ledsager på en utrolig fin tur gennem København, hvor man både møder levende og døde. Historien kan være en drøm, eller en fantasi, hvor tankerne er stukket på eventyr, men den er også en søgen efter at ’komme hjem’. Til det sted, hvor vi finder absolut ro.

Otto Dickmeiss er en fuldstændig vidunderlig illustrator, der udover nogle af byens mange vartegn, også har sørget for en forrygende detaljerigdom af både fisk i gummistøvler, farvestrålende vingummibamser, små flyvende havfruer, leende fluesvampe, skeletter og utallige andre skønne små finurligheder. Hans karakterer, med de store hoveder, er både fine og lidt foruroligende. De små spidsfindigheder i kraft af Alfred, der ligner Tintin, den store digter på cykel, Churchills buste, dragerne udenfor restaurant ’Hong Kong’, samt den fine gamle trækasse for foden af sengen med påskriften ’Romer’, er alt sammen med til at bygge den type fortælling op, som Otto Dickmeiss er så fantastisk til at formidle.