Lyset over Skagen
Vi anbefaler en god film til weekenden – som et maleri
Af Mette Kirkegaard Jensen
Allerede i begyndelsen af 1980’erne havde flere planer om at lave en film om den berømte kunstnerkoloni i Skagen. Det Danske Filminstitut valgte at støtte den svenske instruktør Kjell Gredes udgave, og det er dagens anbefaling: Hip Hip Hurra (1987).
Omdrejningspunktet i filmen er P.S. Krøyer, spillet af Stellan Skarsgård. Krøyer ankommer til Skagen og falder godt til i kolonien omkring Ancher-ægteparret. Lyset og havet giver kunstnerisk inspiration. Og det samme gør hans smukke hustru Marie. Men som tiden går, bliver Krøyers humørsvingninger voldsommere og voldsommere. Marie forelsker sig i den svenske komponist Hugo Alfvén, og livet smuldrer for ham.
Kjell Grede og hans fotograf Sten Holmberg har arbejdet meget med at ramme den helt rigtige farve fra de kendte Skagen-malerier. Mange opstillinger i filmen leder tankerne hen på flere af de mest kendte motiver fra denne gruppe (bl.a. maleriet, der har givet filmen sit navn).