Kenneth Bøgh Andersen ’fortæller illustrationerne’ i ny bog om Valhalla
Det er en noget af en bedrift at genfortælle de højtelskede tegneserier om ’Valhalla’, så resultatet bliver en roman i stedet for en billedfortælling. Men hvis nogen kan gøre det, er det uden tvivl Kenneth Bøgh Andersen.
Af Tiril Mark Høj
Forordet beskriver en scene, hvor Odin spiller skak med Mimers hoved, og den forbereder læseren på første fortælling ’Ulven er løs’. I den præsenteres vi for Røskvas evner som vølve, lige inden Thor og Loke lander hos familien i Midgård. Der er skruet op for Lokes intriger, men også hans mere menneskelige sider, og dialogerne i bogen er mere nutidige, uden at der er sparet på den herlige humoristiske selvhøjtidelighed vi kender hos guderne. Menneskebarnet Tjalfes overvejelser, da han for første gang ser Sif i Asgård, er meget relaterbare; ”Sif lignede på ingen måde deres mor, der var spinkel og mørkhåret med et net af rynker ved øjnene, men alligevel…”. De fleste børn vil kunne genkende at savne nogen. Desuden gennemskuer Tjalfe snart, hvorfor Loke har sørget for, at han skal tjene hos Thor; for at være tjener for dovne Loke. Som overraskende viser sig alligevel at indeholde næstekærlighed.
”Tjalfe så på Thor, der genoptog beretningen om, dengang han havde trukket en hylende trold ud af sin hule ved halen. ”Han var et helt hoved højere end mig. Men kun i ganske kort tid.”
Den næste historie er ’Thors brudefærd’, hvori Thor og Loke skal iklædes kvindeklæder, for at snyde sig til at få Thors elskede hammer ’Mjølner’ tilbage fra jætterne. Sidste fortælling er ’Rejsen til Udgårdsloke’, hvor vi for første gang møder Quark, og hvor Tjalfe redder Thors liv.
Epilogen har fokus på Tjalfe og Røskva, hvor Odin i sit hoved gennemspiller den første gang han mødte Røskva, overvejer hendes evner men også fremtiden med et uundgåeligt Ragnarok.
Kenneth Bøgh Andersen har formået at ’fortælle illustrationerne’ fra de velkendte tegneserier ved at koge hvert billede ned til tekst. Han har beskrevet tankerne hos den enkelte karakter, eks. da Odin spiller skak mod Mimer, hvor han overvejer om de to menneskebørn hans ravne har fundet, er de mest ubetydelige brikker eller de mest betydelige? Og skakbrættet spiller sin egen rolle. Kenneth Bøgh Andersen har formet den enkelte karakter i Peter Madsens billede, men også tilføjet sin egen vinkel, og det er han jo eminent til. Se blot på genfortællingerne af de store klassikere.
Billeder kan fortælle enormt meget, men det kan en tekst også, og det er derfor det er sådan et mesterstykke Kenneth Bøgh Andersen har begået. For resultatet er virkelig godt, og bogen appellerer nok til en lidt anden målgruppe end de tegneserierne.
