Fængslende historie med elementer fra gamle myter og uimodståelig i nye visuelle klæder.

12-årige David Eliot bortvises fra sin strenge skole, hvilket betyder, at han nu har gået på fire skoler på tre år! Hans selvoptagede forældre, er ved at være grundig trætte af ham, men samme eftermiddag ankommer et brev til David, der oplyser ham om, at han er blevet optaget på Groosham Grange, en skole med streng disciplin, hvor der kun er én feriedag om året. Brevet kommer som sendt fra himlen, og siden der kun er en halv times betænkningstid, kontakter hans forældre øjeblikkelig den mystiske skole.

David sendes med toget mod Groosham Grange samme eftermiddag. Her møder han Jill og Jeffrey, der også er på vej til skolen. Da de ankommer, indser de snart, at det hele er mærkeligt! Ikke blot ligner skolen Frankensteins slot, men det ligger også på en øde ø nær Norfolks kyst. Alle eleverne opfører underligt, går tavse rundt, og bærer alle en mærkelig sort ring. Inden længe begynder Jeff at opføre sig som de andre elever, og David indser, at deres lærere er overnaturlige væsner! David får at vide, at han er ’syvende søn af den syvende søn’, og Jill ’syvende datter af syvende datter’.  David og Jill kan ikke finde hoved og hale i det hele, og beslutter sig derfor for at flygte fra øen. 

Det er en virkelig underholdende bog, der første gang udkom i 1988. Nu er historien udkommet som grafisk fortælling, genfortalt og illustreret af Maxe L’Hermenier & Clément Lefèvre. Historien fortæller både om voodoo, hekse oa. overnaturlige elementer, men også om venskab og mod. David er født med særlige kræfter, og han får det svære valg imellem at praktisere hvid eller sort magi. 

Jeg opremser ikke lighederne med ’Harry Potter’, for de er utallige. Men denne fortælling blev udgivet i 1988, og ’Harry Potter’ flere år senere. Den er på mange måder langt mere bizar, men indeholder også mere humor. Og så siger jeg ikke mere i sammenligningsøjemed.  

Maxe L’Hermenier og Clément Lefèvre står begge bag adskillige billedfortællinger, og farverne i ’Kranieøen’ er hovedsageligt i mørke nuancer, og figurerne er ret afkodelige, da de enten er lidt runde i kinderne med store øjne, hvorimod de ’mere tvivlsomme lærere’ er lange og tynde. Det er en virkelig smuk bog, som jeg er sikker på, vil finde mange læsere i den store gruppe af fans af billedfortællinger.