Hans og Grete i hænderne på Stephen King

’Der var engang’ begynder eventyret, og man lulles ind i en tilsyneladende fjern fortid. De fleste af os kender eventyret om Hans og Grete, der bor sammen med deres far, i dette tilfælde stedmor. Der er hungersnød i landet, og børnenes onde stedmor overtaler sin mand til at bringe sine to børn langt ind i skoven, og efterlade dem der, fordi familien ikke har råd til mad til fire. Men børnene finder hjem, da Hans i det skjulte efterlader små hvide sten, som de kan navigere efter. Anden gang, hvor de føres dybt ind i den mørke skov, finder børnene ikke tilbage, fordi skovens dyr har spist Hans’ spor af brødkrummer. Med ét er børnene alene i den uhyggelige skov uden hverken mad eller varme. Efter en lang vandring ender de ved et uimodståelige sirupskagehus, som de spiser af, men den flinke gamle kone, der bor i huset, viser sig at være en heks, og hun vil spise dem begge! 

Tænk sig, at en børnehistorie kan indeholde så meget forræderi, mishandling og endog mord, men stadig være højt elsket over det meste af verden, men måske er det i eventyrets natur at tage håndgribeligt fat i et traume, og forvandle smerten til noget, der føles mindre skræmmende. 

’Hans og Grete’ blev første gang nedskrevet af brødrene Grimm i 1812, og folkeeventyret udkom første gang i samlingen ’Kinder- und Hausmärchen’, og er sidenhen blevet udgivet i adskillige udgaver, med variationer af morens rolle, af heksen og øvrige elementer. 

Bogen her indledes med en personlig introduktion af Stephen King, der, om nogen, er fortrolig med horror, og han har genfortalt eventyret med stor respekt for budskaberne i den gamle sære fortælling. Stephen King sympatiserer med de to børn, men er ofte i sine egne romaner, netop forkæmper for børns mod og styrke overfor verdens mange rædsler. 

Maurice Sendak forstod også mørket. Han blev født i ghettoen i Brooklyn af jødiske forældre, der var kommet til Amerika fra Polen i årene før Første Verdenskrig. I hans fortolkning af ’Hans og Grete’, vil man i hans bløde akvareller af rødderne på træerne, kunne se dem forvandle sig til kranier. Hans illustrationer er både smukke og skræmmende. Der er tegninger af engle, klædt i hvidt, der drejer om månen i Gretes drøm, og på den modsatte side ses Hans' drøm, hvor en heks flyver gennem luften, med tilfangetagne børn skrigende bag sig. Og allermest vidunderlig er heksens levende ’slikhus’, med vinduer som øjne, døren som en stor næse og velkomstmåtten som en tunge. 

En imponerende og spændende udgivelse der viser præcis, hvor skræmmende de gamle folkeeventyr er beregnet til at være.