Skal Afrika løse EU’s asylproblem?

2026 bliver et skæbneår for EU’s migrationspolitik. Under sit EU-formandskab har Danmark sat kursen mod et markant opgør med den fælles europæiske asyl- og migrationspolitik. Ambitionen er ikke blot reform, men et egentligt kursskifte: mere kontrol, flere afvisninger og en tydelig eksternalisering af ansvaret for asylansøgere – frem for et fælles europæisk ansvar.

I december har 26 ud af 27 EU-lande meldt ud, at de bakker op om at ændre fortolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indefra med det formål at kunne udvise kriminelle udlændinge lettere – et skridt, der kan vise sig at blive den største ændring af konventionen siden den blev skabt. Og her er det inden for EU særligt Danmark og Italien, som har udgjort spydspidsen i strammerklubben samt gennem et tæt samarbejde med Storbritannien. Og den fælles linje er vigtig inden, at landenes ministre skal forhandle med europaparlamentarikerne.

Magnus Brunner, som er EU-kommisær for migration, udtaler da også den nye linje for et “gennembrud” inden for EU’s migrationspolitik. Dermed tegnes konturerne af en balance som forskydes mod øget kontrol og lettere udvisning af kriminelle udlændinge, mens hensynet til individuelle rettigheder og retssikkerhed presses i baggrunden. Samtidig råber Europarådets generalsekretær, Thérèse Blanchet, vagt i gevær: Domstolenes uafhængighed er under pres. Men udgør den strammere kurs en trussel mod den internationale retsorden eller er Europas asylsystemer forældede? Og hvad kan Danmark egentlig rykke på, i og med vi har et retsforbehold og dermed ikke umiddelbart er omfattet af de fælles spilleregler?

Et centralt spørgsmål er, om der overhovedet findes “sikre tredjelande”. EU-Kommissionen peger på, at kun omkring hver femte afviste asylansøger i dag forlader EU, og foreslår derfor et fælles europæisk system for tilbagesendelser. Her indgår blandt andet såkaldte return hubs i lande uden for EU, hvor afviste asylansøgere kan placeres, indtil de rejser – frivilligt eller tvunget – tilbage til deres oprindelseslande.På listen over såkaldte “sikre tredjelande” finder man i øjeblikket blandt andet Bangladesh, Colombia, Indien og Marokko. Fortalere ser ordningen som et nødvendigt greb for at “genvinde kontrollen” med hvem der kommer ind i EU, mens kritikere sætter spørgsmålstegn ved, om sådanne tredjelande reelt kan betegnes som sikre, og hvilke konsekvenser det har for asylansøgernes rettigheder.

Står vi over for et moralsk ræs mod bunden – eller kan og skal Afrika løse EU’s asylproblem?

Kom til debat om EU’s fremtidige asyl- og migrationspolitik, hvor vi stiller skarpt på den internationale retsorden, individets rettigheder og hvor Europa er på vej hen.

Eksperter til debatten tilgår i starten af det nye år.

Moderator er: Helena Juric, projektleder i DEO