Podcast til din sommer
Hvilke podcast skal du lytte til denne sommer? Vi giver en række kvalificerede bud
Af Anne Hagelskjær From
Måske har du en lang, doven sommer foran dig. Eller måske skal du arbejde eller studere solen sort. Lige meget hvad, så kan en god podcast i ørerne gøre tiden ekstra spændende, rørende eller underholdende.
De følgende podcast er et helt subjektivt bud på, hvad du kan fornøje dig med i de kommende måneder - særligt hvis du kan lide vilde historier, sjældne sygdomme, harsk humor og amerikansk politik.
Alle de nævnte podcast kan findes i diverse podcastapps, som ikke kræver abonnement.
Trigger Warning: Flere af de anbefalede podcast behandler emner, som kan være barske at lytte til. Hvis du vil passe på dig selv, vil jeg anbefale dig at læse om de enkelte afsnit dér, hvor du lytter til podcast.
Onde kvinder
Historienørd og underviser Amalia Dea Bonné er sammen med cybernaut Maia Kahlke Lorentzen værter på denne meget skønne podcast om onde kvinder i historie, politik og populærkultur. Det er educational fun på meget højt plan.
Onde kvinder "tager dig med gennem historierne om fortidens og nutidens “skurkinder”, fra helgener til hekseforfølgere, fra dronninger til diktatorfruer. Vi lever for at hive #girlboss ikonerne ned fra piedestalerne, men vi er heller ikke blege for at tage uretfærdigt hadede kvinders renommé op til revision. I hvert afsnit tager vi fat på en historisk eller nulevende kvinde og finder ud af, om hun virkelig var ond, og hvor vi ville placere hende på vores Ond-O-meter."
Særligt kan afsnittet om Anna Wahlgren anbefales som en ægte gyser.
Real survival stories
Hvis du, som jeg, er hæmningsløst interesseret i vidnesbyrd fra folk, som har overlevet alt muligt dramatisk, så skal podcasten Real Survival Stoires have den varmeste anbefaling herfra.
Det er naturligvis supertraumatisk for de involverede at overleve flystyrt, laviner, slangebid og oversvømmelser, men åh hvor er de gode til at fortælle om det bagefter.
Særligt kan afsnittene “Grizzly Bear Attack: Ambushed in the Rockies" og "Sinking Cruise Ship," "Swallowed by a Hippo" og "Paragliding Disaster: Sucked Towards the Stratosphere" anbefales.
Nobody Should Believe Me
Personligt vidste jeg ingenting om lidelsen Münchhausen By Proxy, men det har ændret sig med den fremragende podcast Nobody Should Believe Me.
Romanforfatteren Andrea Dunlop er kvinden bag podcasten, som over de tre første sæsoner, giver et rystende indblik i en vældig kompleks og uhyggelig sygdom. Dunlops storesøster blev for 10 år siden undersøgt for Münchausen, og det splittede familien ad. Podcasten er hendes forsøg på at forstå, hvad der skete.
Dunlop taler med nogle af de førende eksperter i sygdommen for at undersøge kriminologien og psykopatologien bag Münchausen by Proxy, og hun ser på de forfærdelige skæbner de syge efterlader i deres kølvand.
Dommerne (tidligere: Dårligdommerne)
Helt vidunderligt skæg podcast, om helt vidunderligt dårlige film. I hver episode anmelder de tre film-connoisseurs Jacob Hinchely, Christopher Andersen og Troels Møller særligt ringe film, og raser, bander og gaber sig igennem plot holes, urealistiske dialoger, tænderskærende dårligt skuespil og sølle instruktion.
Særligt kan afsnittene om "The Human Centipede" (featuring Sofie Linde), "En Frygtelig Kvinde" (featuring Sandie Westh), "Fædre og Mødre" (featuring Niarn), "Aarhus By Night" og "The Emoji movie" (featuring Jakob Stegelmann) anbefales.
Hysterical
Hysterical er en virkelig spændende podcast i syv afsnit om en mystisk sygdom, der breder sig blandt en gruppe gymnasiepiger i LeRoy, New York. Men hvad er det, der forårsager deres pludselige, ofte voldsomme symptomer? Er der noget i vandet eller på skolen? Eller er det, gys, noget mentalt?
"Udbruddet" i LeRoy, anses (af nogle, bevares) for at være det mest alvorlige tilfælde af massehysteri siden Salem-hekseprocesserne. Men hvordan fungerer "hysteri?". Det undersøger journalisten Dan Taberski, og han finder andre tilsyneladende uforklarlige udbrud, eksempelvis CIA-officerer, der er forkrøblet med kvalme og svimmelhed og betjente som OD'er på grund af fentanyl- eksponering.
Podcasten undersøger symptomer, mulige forklaringer og den historiske kontekst for udbruddene - og heldigvis også etymologien bag ordet "hysteri" (spoiler: den er rimelig misogyn).
Mathias Helts Talkshow
"Hvis du er til øl, quizze og hornmusik, så har du tændt for det helt rigtige program"
Jeg elsker alt, hvad Mathias Helt laver, for han er helt unikt grundsjov og samtidig en generøs vært og personificering af gode vibes, så jeg glæder mig til hver fredag, hvor jeg skal høre et nyt afsnit Talkshow på vej til arbejde. Men hvad handler talkshowet om? Altså.. quiz-elementet (fx om de mest læste artikler på pensionist.dk) er sådan lidt sekundært, for Mathias og de skiftende gæster riffer bare mest over deres egne og mediernes tåbeligheder - og Mathias er ikke bleg for at kaste sig selv under bussen.
Særligt afsnittene, hvor Mathias har besøg af Molly Egelind, Kathrine Abrahamsen og Hans Pilgaard kan anbefales.
Radio IIII undersøger: Hvem slog Nanna ihjel
Radio IIII har et fast undersøgende format, hvor de tager sig af aktuelle sager, ofte af kriminel karakter. For nylig har jeg lyttet til serien Hvem Slog Nanna Ihjel? som over syv afsnit undersøger hvad der skete med Nanna:
"Nanna var en ung kvinde, som døde under mystiske omstændigheder. Hun var blevet ætset med et kemikalie, der havde efterladt store sår på hendes krop, men ingen ved hvilket kemikalie, eller hvordan hun fik det ud over sig. Men alle er enige om, at det ikke burde kunne ske, for Nanna, som kvinden hed, var infantil autist og havde Downs Syndrom og intet sprog, så hun levede sit voksne liv på et botilbud med plejere omkring sig døgnet rundt. Og det var her, hun blev fundet med de skader, der endte med at koste hende livet. Hendes pårørende er enige om, at Nanna ikke selv kan være skyld i skaderne, de mener, at nogen har gjort det her mod Nanna. Og nogen skjuler noget."
Podcasten er virkelig godt produceret, sobert fortalt og interviewene med Nannas pårørende er hjerteskærende. Og man får mange triste tanker om retssikkerheden for vores handicappede medborgere.
DR LYD: Tyran, Stjerner og striber, Mørklagt
I DR Lyd appen finder du en perlerække gode podcastserier indenfor alle de emner du kan tænke dig: kunst, sprog, litteratur, politik, historie, sex og meget, meget mere.
Jeg holder særligt af de følgende tre formater:
Tyran
En podcastserie om de allerstørste røvhuller i historien - som podcasten selv siger: "Tyran handler om alle de personer, der igennem tiden har gjort verden til et markant dårligere sted."
Fælles for dem alle er at de er nogle morderiske, korrupte, løgnagtige, krigshungrende, undertrykkende og magtliderlige typer.
Hvis historierne om tyrannerne, havde været actionfilm, havde man nok tænkt, at historierne var for vilde, vanvittige og actionmættede. Men det er altså den pure sandhed.
Podcasten har også en mission: "når vi først kender fortidens folkemordere og undertrykkere, bliver det måske lidt lettere at gennemskue, hvordan vi skal forholde os til alle de dumme svin, der stadig tyranniserer store dele af verden."
Særligt serien om Pinochet er ét langt WTF moment, og kan absolut anbefales.
Stjerner og striber
DRs vidunderlige udenrigspodcast med verdens bedste vært udenlandskorrespondent Stéphanie Surrugue og skiftende paneldeltagere som EU- og Nato-korrespondent Ole Ryborg, USA-specialist Lasse Engelbrecht, USA-korrespondent Philip Khokhar, journalist Lillian Gjerulf Kretz og kulturkorrespondent Sandra Brovall.
Podcasten handler mest om amerikansk politik, men også om europæisk storpolitik og har fulgt eksempelvis den tyske valgkamp tæt.
Podcasten udmærker sig ved eminent god formidling af kompliceret politisk stof, så det både bliver spændende og vedkommende. Men også værterne interne kemi og godmodige drillerier giver podcasten en utroligt dejlig vibe - det føles lidt som at hænge ud med (meget kloge, bevares) venner.
Mørklagt
Mørklagt er en vild podcast, som består af forskellige serier, der alle afslører hemmeligheder og historier andre forsøger at skjule. Indtil videre har holdet bag Mørklagt produceret syv serier, og det er svært at fremhæve én, da de alle er sindssygt spændende og godt producerede.
Min personlige favorit er dog serien Kidnappet: "Dybt inde i den colombianske jungle sidder den fynske gartner Niels Frantzen kidnappet. Hjemme i Danmark venter hans fire voksne børn på, at telefonen ringer. De har fået en voldsom opgave. Hvor længe Niels skal sidde som gidsel i den colombianske jungle, afhænger nemlig af deres evne til at forhandle med den colombianske oprørsbevægelse FARC."