Når de bedste intentioner går galt
Vi anbefaler en god film til weekenden – Idealismens pris
Af Mette Kirkegaard Jensen
Tyrkisk-tyske İlker Çataks film Lærerværelset (2023) blev i 2024 oscarnomineret i kategorien Bedste internationale film og er dagens anbefaling.
Den unge nyansatte lærer Carla brænder for sit job og sine elever. Da ledelsen på skolen forsøger at presse eleverne til at angive hinanden, efter at der er sket et tyveri fra lærerværelset, kæmper Carla for deres rettigheder. Og da en elev med tyrkisk baggrund fra hendes klasse bliver mistænkt for tyveri, nægter hun at acceptere de hurtige konklusioner og begynder selv at grave i sagen. Men jagten på sandheden åbner en Pandoras æske af mistillid, konflikter og moralske gråzoner, som snart involverer hele skolen.
Et intenst og nervepirrende drama om idealisme, ansvar og de uforudsete konsekvenser af selv de bedste intentioner. Leonie Benesch stråler som Carla i hovedrollen.