Børn

Er det sjovt at lege, hvis man gør det hele dagen og hver dag?

Det tror Tim.

Af Tiril Mark Høj

Tim Panse har egentlig ret travlt! Han skal både rense tænder, fjerne lopper fra sin pels og gøre rent på sin pind. Men Tim har ikke lyst til at gøre noget af det! Faktisk gider han ikke noget som helst! Naboen Nikolaj, en stor gorilla, kan ikke forstå, at Tim ikke vil gøre rent. Men idag vil Tim bare lege og have det sjovt. Han synger med fuglene, svinger sig i lianerne med aberne, ruller rundt med zebraerne og spadserer med påfuglene. Men pludselig skal alle dyrene et eller andet kedeligt, som rengøring eller pudsning af fjer, og Tim skynder sig ud for at lege med nogle andre. Med ét kan han mærke sin mave rumle, sin pels klø og nu skal han også tisse. Men han vil bare have det sjovt! Indtil Nikolaj løfter ham op, og Tim indser, at måske er det kun sjovt, hvis man gør noget indimellem. For der er ikke noget, der er sjovt hvis man gør det hele tiden…

Tim Panse er en virkelig herlig chimpanse, der blot er et stort barn, som har Nikolaj, til at være hans samvittighed. Billedbogen fortæller en genkendelig historie om, hvor kedeligt det er at udføre pligtopgaver, når man kan lege i stedet, men hvis ikke man også bruger tid på de kedelige ting, vokser opgaverne, og bliver endnu værre. 

Illustrationer af Max Lang er som altid veloplagte og utrolig sjove. Da Tim endelig giver sig tid til at tisse, står Nikolaj med ryggen til og fløjter, for at sløre lyden. Jeg er også vild med hyænens grin, da den leger med Tim, eller marabustorken og skildpadden, der leger fangeleg med Tim, hvor man kan se, at Tim faktisk bliver lidt bange, selvom teksten fortæller ”Han havde det bare så sjovt…”

Jeg er stor fan af Tim, Nikolaj og de andre dyr i junglen.