Paradis findes ikke af Oskar Kroon

Alexander, kaldet Alex, skal tilbringe sommeren hos sin morfar i ’Paradis’, fordi hans mor skal hjælpe flygtninge i Ukraine. Hans morfar plejede altid at være glad, dengang Alex’ mormor levede. I deres have blomstrede æbletræerne, og insekterne summede. Men da mormor døde, fældede morfar alle træerne, og købte en robotplæneklipper, der holder skik på ’den døde plæne’.  Nu er morfar i stedet blevet humørsyg og sær, og rygterne om et mislykket selvmord florerer i byen.

Alex lider af angstanfald, som er intensiveret pga. krigen. Hans psykolog har fortalt ham, at ’han ikke er angst for noget, men af noget.’ Det er et kontroltab, som han ubevidst kompenserer for, ved at styre sit indtag af mad. Derfor oplever han flere gange, ikke kun at have ’ligesom en lakrids’ i halsen, men også at besvime, fordi han nærmest ikke spiser. 

Når han er hos sin morfar, er han på sin mors opfordring, ofte sammen med Loui, hvis mor er Alex’ mors veninde. Loui er et par år ældre end Alex, og selvom der foregår så mange frygtelige ting i verden, er det som om, Loui insisterer på altid at tale om uhygge og død; ”Det var, som om Loui godt kunne lide det mørke, som jeg hadede.”

Alting forandrer sig, da Nina pludselig dukker op i Alex’ liv. Hun er ikke blot anderledes, mystisk og eksotisk, men sammen med hende, er Alex pludselig fri. For angst og bekymringer, selvom tingene egentlig er, som de plejer. Men lige så smuk og særlig den spirende forelskelse er, lige så skrøbelig er den også. Og ligeledes er livet - 

Oskar Kroon fanger virkelig sin læser, selvom følelserne i fortællingen blot er antydede og fornemmelsen af dem papirstynde. Historien indeholder både lys og mørke, og den er fuld af håb og spørgsmål. Særligt til fuglene, der er allevegne. Og med masser af ’Summertime Sadness’. 

Da Alex første gang møder en hedehøg, tror han at det er en ørn, og om aftenen er det som om, at den ’stadig kiggede på ham’. Høgen er både et symbol på frihed og naturen, men repræsenterer også i Alexanders verden det modsatte af det truende mørke, som kastes fra krigen, og viser ham, at der findes noget endnu større end magtforstyrrede diktatorer. Netop ’det inderste’ er Alex ret optaget af. Både fordi hans mor siger, at morfar er god nok ’inderst inde’, og nu kigger høgen ind i Alex’ inderste. Ind i Alex’ indre høg, hvor friheden bor, og fuglen bliver katalysator for Alex’ rejse mod en frigørelse fra barndommens mange rammer. 

Det er en virkelig indsigtsfuld coming-of-age fortælling, der beskriver sorg, man kan sidde fast i, frygt for verden og ensomhed, på trods af, at man egentlig ikke er alene.