Bind to om den lille enhjørning, der med sin kærlighed og magi, forandrer tilværelsen for alle, der krydser hans vej.
Unico 2. – Jaget af Tezuka, Sattin, Gurihiru
Af Jette Holmgaard Greibe
Siden den lille eventyrlystne enhjørning Unico blev født, og kort efter blev venner med gudinden Psyke, Sjælenes Plejer, har Venus, den onde gudinde for kærlighed og skønhed, været på jagt efter ham, og den magt hans horn indeholder. Derfor flyver gudinden Vestenvinden rundt mellem verdnerne med Unico, for at beskytte ham mod Venus, og hendes trofaste tjener Nattevinden. Men Unicos hukommelse slettes, hver gang han træder ind i en ny verden, og han forsøger hver gang at finde ud af, hvem han er.
Da Vestenvinden forsøger at få Unico i sikkerhed, opstår med ét en voldsom storm, og han bliver revet ud af hendes favn. Da stormen stilner af, er Vestenvinden desperat, og hun ved, at hun er nødt til at finde ham! I mellemtiden er Unico landet i en sær mørk gade uden nogen i nærheden. Han ser en skikkelse iført kappe, men selvom han kalder på skikkelsen, forsvinder den ned i et afløb. Unico møder en mus, der siger, at han ikke skal larme sådan, da det er farligt! Musen med navnet Garapachi fortæller Unico, at han er en enhjørning! Dette ved Unico nemlig ikke selv. Garapachi tager ham med hjem til sin familie, som bor i en kælder under et stort hus, og hans familie består ydermere af hans kone Ozuko, og deres fire museunger. Familien har ikke noget at spise, og Garapachi tager Unico med ovenpå for at besøge Chiko, den lille syge pige, der bor i huset med sin bedstefar Yoji. Chiko giver dem mad, og da hendes bedstefar kommer hjem, møder også han Unico.
Unico finder ud af, at alt i dette land er kontrolleret af maskinen 'Moder’, der gennem misforstået egoistisk omsorg, ønsker at tage sig af alle børnene i landet, men i stedet gør dem syge. Desværre er ’Moder’ langt fra den eneste trussel Unico står overfor! Venus genopliver Iver, Den Røde Skovs hersker, og hans enorme jagtmøl Strigaloth, som hun beordrer skal lokalisere og dræbe Unico. Samtidig har Vestenvinden opsøgt videnskabsmanden Starrow, for at få hjælp til at finde Unico, der sammen med sine musevenner er havnet i en ny underjordisk verden, hvor den rævelignende og kappeklædte Prins Halian af de underjordiske alfer hersker. Alferne rejser til menneskenes land, sammen med Unico, og befrier Chiko fra ’Moder’, men kan alferne beskytte Unico og hans venner mod alle deres magtfulde fjender?
"Er du okay, Stump? Ja. Vinden, den føles...Som et minde."
Jeg kan virkelig godt lide denne serie, og dette andet bind viser hvor modig lille Unico er. Vi præsenteres også for et helt nyt persongalleri, og særligt musefamilien er helt bedårende. Slutningen lægger op til, at vi genser katten Chloe samt nogle af de andre vi mødte i bind et, men jeg blev nu hurtigt forelsket i de nye karakterer. Også de mystiske ninja-ræve...
Jeg er vild med universet af sci-fi- og fantasy-elementer, tilsat Unicos magiske kræfter og de mange farver. ’Moders’ håndlangere samt Venus med følge er med til at tilføre den rette mængde uhygge til den semi-urbane dystopiske baggrund, og ’Moder’ selv ligner en mellemting mellem den overbeskyttende mor og den tyranniske lærer fra filmen ’The Wall’.
’Jaget’ er en smule mere mørk end den foregående bog, og det første land Unico lander i, udgøres af en beskidt fabriksby, hvor han møder Chiko og hendes bedstefar. Vi ser, hvordan Unicos gode hjerte bringer ham selv og hans venner i vanskeligheder, mens han forsøger at se det gode i sine fjender. Tematikkerne omfatter også, hvad det vil sige at være en familie, at vi skal huske at passe på miljøet samt at kæmpe for andre.
Illustrationernes kølige farver afspejler meget passende den deprimerende by, og er i stor kontrast til Unico, der med sine pastelfarver og uskyldige udseende, er meget langt fra ’Moders’ store fabrikker. Der er en tydelig let-afkodelig forskel mellem de søde finurlige figurer og deres onde modsætninger.
Det er en både smuk, spændende og særdeles velfortalt historie, der bla. bygger på gamle myter, blandet med nuttede magiske enhjørninger og talende dyr med alle mulige talenter. Det er vidunderligt, og skrevet med respekt for det originale mesterværk af Osamu Tezuka.
Detaljer
Tegneserie
Titel: Unico 2. -Jaget
Forfatter & Illustrator: Tezuka, Sattin, Gurihiru
Forlag: Politikens
Emneord: myter, enhjørninger, magt, venskab