Fortællinger med psykologisk dybde og underfundig humor

Bogen er en del af den forholdsvis nyudgivne serie, hvor historierne om mumierne er sat op i romanform, og hvor de forskellige fortællinger er sat ind i kapitler. 

’Forårsvisen’ fortæller om, hvordan Mumrikken en nat i skoven, møder et kryb, der er så lille, at det end ikke har et navn. Novellen ’En grim historie’ præsenterer os for Homsen, lillebror og den lille Mymle, kendt som lille My. I ’Filifjonken, som troede på katastrofer’ er Filifjonken ved at vaske sine tæpper i havet, da en frygtelig fornemmelse fortæller hende, at noget grusomt vil ske! ’Historien om den sidste drage i verden’ fortæller om den sommerdag, hvor Mumitrolden fanger en lille drage, der tindrer som guld i solen. Mumitrolden beholder dragen i et syltetøjsglas, men den både brænder hans fingre, og bider ham i øret. Da Mumrikken møder dragen, flyver den hen og vil kun sidde på hans skulder, så Mumitrolden slipper den lille drage fri. I ’Hemulen, som elskede stilhed’, klipper Hemulen billetter i familietivoliet, men han vil hellere bare være i fred. Han får det bare ikke sagt højt nok, og familien glemmer at spørge.

’Historien om det usynlige barn’ handler om den usynlige pige Ninni, der en mørk efterårsaften sammen med Tootikki, kommer hjem til Mumitroldene. Heldigvis kender Mumimor til gamle husråd mod usynlighed. ’Hattifnatternes hemmelighed’ fortæller om dengang Mumifar trængte til alenetid, og stødte på de finurlige Hattifnatter. Den lille tøjhund ’Cedric’ er helt vidunderlig, og alligevel giver Snif den væk! Men heldigvis kan historier også ende lykkeligt, for et højtelsket tøjdyr. Og slutteligt finder de alle sammen ud af i ’Juletræet’, at ’julen’ ikke er noget at være bange for. 

”Men der skulle nok have været en stor stjerne i toppen, sagde krybets morbror. Synes du? Sagde krybet og så tankefuldt på Mumimors røde silkerose. Gør det nu så stor forskel, når bare meningen er god nok.”

Lidt som med ’Peter Plys’ hører mumitroldene til de karakterer, der er blevet kommercialiseret nærmest til ukendelighed. Fortællingerne indeholder en psykologisk dybde, der sammen med fantasi og underfundig humor, har skabt et spændende univers med karakterer, man ofte kan genkende sig selv i. I denne samling oplever man Filifjonken på glatis, Mumifar, der rastløs længes efter at udfylde en meningsfuld rolle, og hvor han havner på den afsidesliggende golde og sårbare ø med fyrtårnet, og han igen føler sig levende. I hvert fald i begyndelsen. 

Mumitroldene er ikoniske; Mumimor med det stribede forklæde og håndtaske, Mumifar med sin høje hat, sine mange erindringer og sine filosofiske tanker. Tove Jansson formår få Mumitroldene til at repræsentere os alle; både hvordan man udvikler sig, kønsroller og livet i almindelighed. Det er på én gang både dejlige eventyr, og på samme tid dybt eksistentielle.

Tove Jansson blev engang spurgt, om ikke bøgerne henvendte sig til børn, og hun svarede; ’ Jeg synes, at vi generelt skelner for meget mellem bøger. Det er bare bøger, ganske enkelt, gode eller dårlige bøger.’