Vellykket billedbog på rim
En vanvittig vellykket billedbog der kaster sit finurlige blik på børns forhold til ’vores parallelle verden’.
Af Tiril Mark Høj
Den lille pige med de travle og stressede øjne er så hypnotiseret af sin telefon, at hun hverken spiser, bemærker de legesyge hunde, der løber efter hende, ej heller ser dyrene i zoologisk have, eller delfinerne i vandet, der kalder på hende for at lege. Hun ser ikke engang de beskidte pirater, bjørnen med krammearmene, ikke engang rumskibet, der tager hende med op mellem kometer, stjerner og planeter. Til en smuk og fremmed verden hun heller ikke ser. Pigen bemærker ikke astronauten, der giver hende et lift tilbage til Jorden, og efterlader hende i et cirkus. Hvilket hun ikke opdager. Men da hun suser rundt i rutchebanen, hvor hendes telefon flyver ud af hendes hånd, og rammer jorden med et brag, kigger hun op! Nu er hun helt alene!
”Hvis et rumskib fra en mystisk stjerne, suger hende med sig ud i det fjerne, så bipper hun videre uden at ænse, at hun krydser galaksens yderste grænse.”
Billedbogen er på rim, og det er altid en stor fornøjelse at fornemme en fastdefineret rytme, når man læser. Et nærbillede af pigens enorme, glasagtige øjne, som er fyldt med kruseduller i forskellige farver, indleder fortællingen. Bogen fortæller historien om et liv med hovedet i telefonen, og det er måske set før, dog mest i forhold til voksne, men ikke som i denne sublime fortælling.
André Carrilho har inddraget hele regnbuens farvepalette i sine akvareltegninger, og har alligevel fundet farver, jeg aldrig synes, jeg før har set. Han fremkalder en hel verden af den reneste magi og vidundere for at imponere pigen, der krydser verden, uden nogensinde at kigge op fra sin dyrebare telefon. Heller ikke selvom verden eksploderer i helt ekstraordinære begivenheder, kan fikseringen af den anden verden på skærmen, få hende til at savne nogle af de vigtigste ting i livet; venskab, skønhed og mødet med fremmede verdner.
André Carrilhos illustrationer er mesterlige, både i teknik, fantasi og farver. Jeg vil så gerne se endnu mere…