Børn

Smuk genfortælling og fra dino til due

Første bog er billedbogen ’Pinocchio’ af Carlo Collodi, genfortalt og illustreret af An Leysen fra forlaget Arkimedes. ”Den smukkeste genfortælling af det kendte eventyr med nye karakterer og en spændende, moderne slutning.”

Den næste er ’Hvad kom først? – Fra dino til due’ af Johan Olsen og Vicky Knudsen fra Politikens Forlag. ”De to veloplagte biologer gennemgår på forrygende vis og med historiefortællerens ligefremhed lighederne mellem dinosaurer og fugle.”

Af Tiril Mark Høj

Pinocchio af Carlo Collodi. Genfortalt og illustreret af An Leysen 

Drømmende smuk genfortælling af det smukke, fantastiske og melankolske eventyr om den lille trædukke, der ønsker at blive ’en rigtig dreng’. 

De fleste kender eventyret om den fattige snedker Gepetto, der boede alene på et lille værelse, og som følte sig så ensom. Derfor besluttede han sig for at lave en marionetdukke, til at holde ham med selskab. Da Gepetto skal have de sidste detaljer på plads, begynder dukkens næse pludselig at vokse, og Gepetto råber til sidst: ”Gebommerlige næse, hvis du ikke stopper lige nu, laver jeg dig om til brænde.” Men nu begynder dukken både at grine og sparke. ”Den dukke er levende! Jeg må hellere give ham et navn”. Og nu havde Gepetto endelig selskab af dukken, som han kaldte Pinocchio. 

Men allerede på vej til skole første dag bliver Pinocchio offer for sit gode, lidt naive hjerte, og  bliver lokket væk. Hver gang han forsøger at komme hjem, tager impulserne kontrollen, når nogen har et spændende tilbud at gøre ham. Pinocchio oplever ikke så lidt i forsøget på at komme hjem til Gepetto-far. Undervejs får han hjælp af ’Den blå Fe’, der forsøger at lære ham ikke at lyve, så hans næse vokser, og hun lytter til hans store ønske om at blive ’en rigtig dreng’. 

Den belgiske børnebogsforfatter og kunstner An Leysen har genfortalt Carlo Collodis verdensberømte fortælling ’Pinocchio’ i sin smukke billedbog. Hun har ikke mange sider at gøre godt med, og har derfor kun taget de største af Pinocchios oplevelser med i sin bog, og næsten umærkeligt strikket sine egne elementer ind i helheden, hvilket får historien til at hænge sammen. Og så har hun digtet sin egen slutning på det gamle eventyr. Som så mange andre tidligere også har gjort med eventyrerne om ’Rødhætte’, ’Snehvide’ mv. 

Hun er en fuldstændig vidunderlig illustrator, hvis kunst veksler mellem underspillede, for det meste sort-hvide opslag, og det blændende farvestrålende, der tager pusten fra beskueren. Jeg er særlig forelsket i hendes karakterer Hr. Kat og Hr. Ræv, som vi allerførst møder, da de står helt tæt på, fra den anden side. De er simpelthen prototyperne på nogen, man ikke skal stole på, og det gør Pinocchio selvfølgeligt. 

Forrygende, fedt og fantastisk! 

Hvad kom først? – Fra dino til due af Vicky Knudsen og Johan Olsen

De to biologer har denne gang besluttet at sammenfatte dinosaurernes vej mod at blive de fugle, som mennesker kigger længselsfuldt efter ovenover os blandt skyerne. Det er i vanlig stil virkeligt underholdende, smukt illustreret og gennemført på alle måder. 

Universet opstod for ca. 13,8 mia. år siden i en kæmpe eksplosion kaldet ’Big Bang’, og først 9 mia. år senere blev solsystemet og planeterne dannet. Det allerførste liv kaldes LUCA, som er en forkortelse for Last Universal Common Ancestor. Og derfra har livet udviklet sig, og udvikler sig stadig. 

Fuglene har været på Jorden i mindst 150 mio. år, hvorimod det moderne menneske kun har eksisteret i ca. 300.000 år. Der findes mere end 110.00 spændende arter af fugle, hvorimod der kun er en art ’menneske’. Vi kan heri læse om Darwins finker, amnioter, uddøde blå fisk, der slet ikke er uddøde alligevel, vingeløse insekter, vidunderkyllingen, anden fra Vega, naturlig selektion, terrorfugle og mange andre superspændende ting.  

Hvis man giver sig tid til at kigge på almindelige høns, kan de måske være svært at forestille sig, at de er domesticeret fra junglehøns, som igen nedstammer fra dinosaurerne, men det er også svært at forestille sig, at når Danmarks nationalfugl ’knopsvanen’, der højst vejer 12 kg, er ret stor, levede  der for 6-7 mio. år siden en slags grib ’Argentavis magnificens’, der kunne veje ca. 70 kg, og som havde et vingefang på ca. 6 m.! 

Måske er slægtskabet mest tydeligt, hvis man kigger på strudsen, emuen, nanduen, kasuaren eller den ildelugtende hoatzin, hvis unger har en klo midt på vingen? Og som ikke har forandret sig i mio. af år. Stamtræet taler sit tydelige sprog. Selv hele vejen til den mindste domesticerede kanariefugl. 

”Du er en stjerne.”

Vicky Knudsen og Johan Olsen er begge biologer, og er desuden begge to virkelig dygtige fortællere. Når man skal formidle til børn og endda en masse viden, som man selv er helt hjemme i, er det en stor kunst at gøre det fordøjeligt, spændende og til at huske. Og det kan de begge. 

De kan desuden overbevise selv den mest hårdnakkede tvivler om, at fugle bare er vildt seje, og at man simpelthen bør begive sig udenfor, for at kigge på fugle. Også for med egne øjne at kunne se slægtskabet med dyr, der vandrede på Jorden for mio. af år siden.