Flyvefejl og Sommerbæst
Den første er ’Flyvefejl’ af Christian Hede Madsen fra forlaget Jensen & Dalgaard. ”En skæg og vild lille historie om mod, superhelte og venskab i en form for drømmeverden, som også kunne være en parallelverden, men som lige så godt kunne foregå i den virkelige verden.”
Bog to er ’Sommerbæst’ af Thomas Hjorthaab fra Gads Forlag. ”En virkelig uhyggelig gyser, der er bygget op af snigende uhygge imellem en masse døde dyr på en faldefærdig gård, fyldt med skidt og spindelvæv. I disse omgivelser folder en ny virkelighed sig ud.”
Af Tiril Mark Høj
Flyvefejl af Christian Hede Madsen
Hvornår er man egentlig en superhelt?
Willem og Konrad er venner, og går i samme klasse. En morgen på vej til time fortæller Konrad, at han simpelthen kedede sig så meget dagen før, at han tog Willems telefon i tasken, og søgte et job på vegne af Willem! Willem er blevet ansat, og skal være superhelt hos Good Works! Men Willem har jo ingen superkræfter, og han er desuden kun 11 år! Konrad siger, at Willem hellere må fortælle det til sine forældre, for man ved jo ikke om han brækker benene, eller mister alle tænderne. Konrad siger: ”Hvem ved, hvad der kan ske med en superhelt. Især sådan en lille tynd én som dig.”
Willem fanger en due, og sender til Good Works, som han er blevet bedt om, men den når vist ikke frem. Måske han skulle have benyttet gode tanker, røgsignaler eller små noter i stedet? Men Good Works finder ham alligevel!
Til træning i superhelteskolen kan Willem ikke meget ift. nogle af de andre børn, og det er lige før, han savner skolen. Konrad er ellers god til at ringe og tjekke op, og hans forældre synes, at Willems ’fritidsjob’ er alletiders. En af drengene hos Good Works, Ulrik, siger at han kan flyve, men det går ikke så godt. En anden siger, at hun kan gøre sig usynlig, men det virker ikke rigtig, for man kan stadig se hende. Willem aner ikke, hvad hans superkraft er? Eller hvordan man finder ud af det.
Historien kan være brygget af de to gode venner i fællesskab, men måske eksisterer der virkelig en skole, for folk med kræfter, som de ikke vidste, at de besad. Hvor kunne det være fedt, hvis der fandtes mennesker, som først finder deres superkraft, når nogen ’ridser lidt i lakken’. Der er også den mulighed, at ikke alle skal være superhelte i traditionel forstand. Der findes også dem, der praktiserer at være superhelte i det skjulte. Der er åbenbart mange egenskaber i spil.
En overraskende og finurlig lille fortælling om mod og venskab, ledsaget af fine og sjove illustrationer i s/h af Simon Eskildsen. Tonen i historien er let, selvom der faktisk er en hel del underspillet alvor, og humoren heri er skarp, men omsorgsfuld. Bogen er kun på lidt over 40 s, men appellerer bredt.
Sommerbæst af Thomas Hjorthaab
En sælsom og uhyggelig fortælling om hævn?’Quid pro quo’.
Milan skal holde sommerferie hos sin onkel Anton, der bor ude på landet, og som konserverer dyr! Da Milan ankommer, synes han egentlig at det går fint med at være hos Anton. Han elsker at tegne, og har søgt ind på en skole, som kan hjælpe ham videre. Men efterhånden mister Milan lidt efter lidt sin lyst til at tegne og sin appetit, mens han undrer sig over, hvad det er der foregår. Onkel Anton fortæller ikke kun vidt, bredt og udpenslende om sine konserveringer, men Milan oplever bla. hvorledes grævlingens manglende øje stirrer på ham, mens han lytter til voldsomme historier om, hvad der sker, hvis man ikke får tørret dyrets pels ordentligt. Om hvad der kan kravle ud af skindet…
En dag hvor Milan er ude at cykle, ser han et mærkeligt dyr eller et væsen i vejkanten, der højst sandsynligt er blevet kørt over, men som stadig lever! Dyret flygter, og Milan skynder sig hjem til sin onkel, og sammen kører de ud, for at lede efter dyret. De møder en grævling, som onkel Anton skyder, men dyret fra tidligere er forsvundet! Milan begynder nu at høre nogle høje frygtelige lyde om natten, som åbenbart kun han kan høre?
Thomas Hjorthaab er en genial illustrator, men han kan også skrive! Han har tidligere skrevet billedbøgerne om vampyralfen Fims. Nu har han kastet sig over en helt anden genre, nemlig gys. Og endda særdeles overbevisende!
Bogen er fyldt med små effekter, der alle er med til at bygge en stemning op. Man ved ikke mod hvad, men alting er mærkeligt herude på gården. Huset er beskidt, både servicen, sengetøj oa., onkel Anton er lidt skræmmende, men har samtidig en rigtig tør far-humor, de mange døde dyr og ikke mindst lydene om natten.
Den sorte forside med den gule tegnede skrift, er en fin portal til den verden, som man indtræder i. Han indleder bogen med fine sorte stregtegninger af de forskellige dyr, som onkel Anton har konserveret, og slutter bogen med brutale, abrupte men vildt smukke kultegninger af det, dyrene måske er blevet til.
