Anne fra Grønnebakken og Tordendronningen
’Anne fra Grønnebakken’ af L.M. Montgomery. Genfortalt af Katherine Woodfine: ”Glæd jer til at læse den smukkeste illustrerede udgave af historien om Anne Shirley, der ikke kun fortæller den elskede historie til den yngre målgruppe, men som også åbner en verden, der virkelig er Grønnebakken og den vidunderlige historie værdig.”
Anden anmeldelse er af ’Tordendronningen’ af Maja Lunde: ”Fjerde selvstændige bog i ’Årstidskvartetten’, der ikke kun er en rørende og nænsom coming of age-fortælling, men som, understøttet og løftet af altopslugende smukke illustrationer, bliver til et kunstværk. For ALLE.”
Af Tiril Mark Høj
Anne fra Grønnebakken af L.M. Montgomery. Genfortalt af Katherine Woodfine. Illustreret af Isabelle Follath
”Til Matthews store overraskelse hyggede han sig faktisk. Du kan snakke, lige så meget du vil.”
Det her er den smukkeste illustrerede udgave af ’Anne fra Grønnebakken’, jeg endnu er stødt på.
De fleste kender historien om Anne med e, der som forældreløs kom til den lille gård Grønnebakken ved en fejl. Det ældre søskendepar Marilla og Matthew havde bestilt en dreng fra børnehjemmet, som kunne hjælpe Matthew på gården, men på stationen sad i stedet Anne med de røde fletninger. Da Anne ser Matthew, udbryder hun:
”Er de mr. Matthew Cuthbert fra Grønnebakken? Jeg havde netop besluttet, at hvis De ikke kom, så ville jeg sove i det der kirsebærtræ i aften.”
Anne kommer med hjem til Grønnebakken, og Selvom Marilla først vil sende Anne tilbage til børnehjemmet, lader både hende og Matthew sig alligevel charmere af Annes store snakketøj, livlige fantasi og umiddelbare opførsel. Hermed begynder Annes eventyr på Grønnebakken, det smukkeste paradis på jorden.
Vi lærer både sjæleveninden Diana Barry, med den skinnende sorte hår at kende, og selvfølgelig Annes rival og ærkefjende Gilbert Blythe, der har hasselnødsfarvede øjne, samt den nysgerrige og åbenmundede nabo Rachel Lynde, Annes elskede lærer miss Stacy og flere andre. Og allermest kommer vi under huden på den strenge, men gode og kærlige Marilla samt den generte, venlige og elskelige Matthew. Vi oplever Annes skøre, naive og utilsigtede sjove påfund, hendes dramatiske forfattersind men mest af alt hendes store, ærlige kærlighed til andre.
Kathrine Woodfine har gjort et fantastisk stykke arbejde med at forkorte denne udgave af ’Anne fra Grønnebakken’. Hun har bevaret de vigtigste elementer i den forkortede historie, og moderniseret sproget en smule, hvilket har resulteret i en historie med et godt flow. Hun sørger for at budskaberne står klart, hvilket er ret smart, når man ikke har så mange sider til sin rådighed. Hun beskriver eks. Rachels store nysgerrighed ret præcist:
”Rachel lagde strikketøjet fra sig. Jeg får alligevel ikke et øjebliks fred, før jeg finder ud af, hvad han skal, sagde hun til sig selv.”
Illustrationerne er simpelthen så fine og i de smukkeste farver. Der er masser af helsidesillustrationer, og Isabelle Follath har virkelig fået Anne til at fremstå levende og udtryksfuld midt i de smukke omgivelser, der udgør historiens bagtæppe. Isabelle Follaths vidunderlige illustrationer udgøres af en farvepalette, der giver hendes arbejde en nostalgisk, men nærmest magisk fornemmelse.
Jeg elsker historien om Anne Shirley i alskens klæder, men disse er ekstra vidunderlige.
Tordendronningen af Maja Lunde. Illustreret af Lisa Aisato
De norske dronninger slutter deres årstidsbestemte eventyr, der kontrastfyldt fortæller om at ønske, man hører til et sted.
Isabella Madeleine Karlsen kalder sig selv en tordendronning. I hvert fald når hun tager raserikronen på. Det sker indimellem, hvis hun bliver ked af det, og ikke tænker. Isabella tilbringer sine dage med at gå på landevejene med sin smukke mor, der betragter livet som en lang fest, og altid bærer smukke farvestrålende kjoler. Hendes mor vil ikke lukke den kedelige hverdag, eller de triste farver, ind i deres liv. En efterårsdag, hvor pengene er sluppet op, kommer de til en landsby. Her bemærker Isabella hvorledes hendes egen begejstring over, at der pyntes op til ’De Dødes Dag’, påvirker hendes mor, der mener, det er en tåbelig tradition! De fortsætter gennem byen, indtil de kommer til en ældre gård. Her banker de på, og bydes indenfor af onkel Abel, mors bror, som Isabella svagt kan huske. De bliver en tid, og hendes mor finder snart et arbejde med at arrangere ’De Dødes Dag’. Abel sørger for Isabella; at hun kommer i skole, får noget andet tøj, mest fordi hendes farverige kjoler er lidt for små, og han indvier hende i livet på en lille gård. Isabella får gode venner i skolen, og vil gerne blive boende, men hun tør ikke sige det til sin mor. Hun venter med ondt i maven på at hendes mor vil videre. Og en dag stikker Isabella af ind i skoven, hvor hun finder trøst i det gamle elmetræ, der er lige så stabilt som onkel Abel. Herude snakker hun også med Elsi, den gamle kone, der er skovfoged, og som vil hjælpe hende.
”Mor, onkel Abel og mig ved køkkenbordet. Mika, Luka og mig skraldgrinende på jorden. Mig som kartoffelbonde. De billeder ville jeg kigge på i lang tid. Jeg rev dem ikke længere i stykker i hovedet, men lod dem blive.”
Fjerde bog i ’Årtidskvartetten’, er en efterårsfortælling, hvor første bind ’Snesøsteren’ fortæller en vinterhistorie, bind to ’Solvogteren’ handler om foråret, og tredje bind ’Vindmageren’, foregår om sommeren. Alle fire historier er følsomme, magiske, rørende, fyldt med længsel, kærlighed, natur og mod.
Isabellas historie rørte mig dybt. Hendes vrede, sårbarhed, og følelsen af knap kunne rumme sine egne følelser. Og hendes mor, der gemmer sin sorg bag et evigt smil. Maja Lunde fortæller en smuk og poetisk historie om familie, sårbarhed, svigt, om at stå op for sig selv, og have modet til at lytte til sin egen stemme, for ikke at blive knust. For mig er efteråret desuden årets smukkeste ’kvarte’, og denne bog føles som en kølig efterårsdag under et tæppe i skæret fra stearinlys.
Lisa Aisatos illustrationer er af en anden verden! Hendes illustrationer er som at træde direkte ind i eventyret gennem efterårets gyldne løvfald, men hvis min forelskelse i hendes illustrationer på nogen måde kan gradbøjes, er jeg særligt imponeret over hendes gengivelse af mennesker som små, stiliserede figurer, der bevæger sig over grenen på et pæretræ. Træet som netop også Isabellas oldemor var så glad for pga. de søde pærer. Men også når hun gengiver efterårets røde blade, som en krans om Isabellas hoved. Sublimt og umuligt at forklare.