Litteratur

Den berømte belgiske detektiv er tilbage i en detaljerig og forrygende grafisk fortælling.

Hercule Poirot Døden på Nilen af Isabella Bottier & Callixte efter roman af Agatha Christie

Af Jette Holmgaard Greibe

Jeg tror, at denne fortælling er et af de første mordmysterier, man tænker på, når man hører ordet ’krimi’, og Agatha Christie er uomtvisteligt også ’Krimidronningen’. Hun er ekspert i at sætte mordplots sammen, så alle karaktererne i historien er involveret på en eller anden snirklet måde.

Mennesker slår andre mennesker ihjel af mange forskellige årsager. Men som oftest er motivet penge eller kærlighed. 

Hercule Poirot på ferie ombord på en luksusdamperen Karnak i Egypten. Sammen med ham er adskillige andre mennesker med meget forskellige baggrunde. Bl.a. er der det nygifte par, som består af den glamourøse og meget smukke lyshårede Linnet Ridgeway, der netop har købt et gods i England, ledsaget af sin mand Simon Doyle, og til deres store ærgrelse Simons ekskæreste Jacqueline de Bellefort, kaldet Jackie, som også er Linnets tidligere veninde. Ombord er også Linnets økonomiske rådgiver Andrew Pennington, Oberst Race, en kær bekendt af vores dygtige detektiv, der leder efter en oprører med flere mord på samvittigheden. 

Hercule Poirot benytter dagene til at tale en del med den unge Rosalie Otterbourne, og hendes mor, en aldrende forfatter, som mangler inspiration til sine kærlighedsromaner, men også med Tim Allerton, der ønsker at blive forfatter og hans mor, Madame Allerton, som begge er blevet trætte af at holde ferie på Mallorca. På hjuldamperen befinder sig også den temperamentsfulde arkæolog Richetti, hvis post Linnet ved et uheld kommer til at åbne, samt den sympatiske unge advokat Jim Fanthorp og ikke mindst den usympatiske Mrs. Van Schuyler, der rejser med sin fattigere og yngre kusine, Cornélia Robson. Og heldigvis er der også en læge med ombord. Sikke en flok! 

Der går ikke længe før begivenhederne eskalerer! Jackie er optændt af jalousi og skyder Simon i benet, nogen dræber Linnet Ridgeway, og stjæler hendes perlekæde, mens hun sover, og efterhånden som Poirot og Race vikles ind i de mange dramaer, afsløres endnu mere, og der finder et par mord mere sted. En del af de forskellige tilstedeværende ombord, er på en eller anden måde viklet sammen med mordofferet, enten pga. gammelt nag, gæld eller andet, og en stor del af de øvrige har andre motiver, som jeg slet ikke kan opremse her.  

Og endelig afslører Poirot, hvad der virkelig skete i forbindelse med mordet på Linnet. Og det er nu, at man for alvor, skal holde tungen lige i munden. 

”Jeg har en ildevarslende fornemmelse, og jeg frygter, at jeg ikke kan stille noget op overfor det, som er ved at ske.”

Der er ikke uden grund at ’Døden på Nilen’ er en af Agatha Christies mest populære historier. Plottet udgøres af et vanvittigt kompliceret mysterium, hvor oplagte løsninger viser sig at være helt forkerte. Som læser sendes du i alle mulige retninger, og når afsløringen kommer, føles det hele så indlysende. Og der en stor tilfredsstillelse i at se alle trådene flettet sammen.

Der er herligt at følge Hercule Poirot, når han gør det han er så mesterlig til!  At udføre sin efterforskning ved at interviewe alle, og selv stykke sandheden sammen. Hver eneste af folkene på skibet skjuler noget, og mange af dem synes at have en grund til at ønske millionøsen død. I ’Døden på Nilen’ er Agatha Christies karakterer også virkelig spændende, og hun forstår deres forskellige motiver og deres behov for at skjule ting. 

Den franske forfatter Isabelle Bottier har i lige så mesterlig grad tilpasset romanen til denne grafiske fortælling, og formået at få alle de væsentlige elementer med, så man som læser ikke taber tråden. Det er et vidunderligt arbejde.

Damien Callixtes smukke og vellignende illustrationer har ligeledes været medvirkende til at genskabe denne elskede og kendte historie på ny. Hvert billede er tegnet så stemningen bringes til live, men også så man måske kan ane, hvem af passagererne man kan stole på. Personerne er let genkendelige og både skibet samt landskaberne smukke. Farverne er naturtro, og gengiver Egyptens mange scenarier i fine gullige, orange samt brunlige nuancer. 

Læs også tegneserien ’Mordet i Orientekspressen’, som også er helt forrygende. 

Detaljer

Tegneserie
Titel: Hercule Poirot - Døden på Nilen 
Forfatter: Isabella Bottier Efter roman af Agatha Christie
Illustreret af Callixte
Forlag: Zoom
Emneord: Egypten, mord, jalousi, detektiv