Viola flyver højt af Jørgen Stamp
Gode venner er det bedste.
Af Tiril Mark Høj
Viola vil bygge en drage, og hun finder både pinde, snor, stof og en værktøjskasse. Da hun er færdig med at bygge, og har tegnet øjne og mund på dragen, skal hun have den til at flyve. Men der er ingen vind! Heldigvis kommer Ulf, og hjælper med at kaste dragen op i luften, mens Viola løber, men dragen flyver stadig ikke! Vennen Frida kommer også flyvende, og når hun holder fast på dragen i luften, flyver den sammen med hende. Men pludselig falder dragen ned, og stoffet er revet i stykker. Kommer Viola nogensinde til at flyve med drage?
Viola er en lille vampyr, Ulf er en ulv og Frida er en flagermus, men det vigtigste er, at de er bedste venner, der hjælper hinanden, og trøster når det er nødvendigt. Illustrationerne udgøres af søde figurer i masser af farver. Der er en bog mere om ’Lille Viola’, nemlig ’Viola tryller’, og Jørgen Stamp har også udgivet flere andre børnebøger, deriblandt en herlig serie om giraffen Kalle.
Serien ’Læselarven’ er små bøger, der er velegnede til højtlæsning, og hvor bøgernes format gør dem nemme at håndtere. Også for små hænder.