Uddøde økosystemer bringes til live

”Vidste du, at for ca. 9 mio. år siden levede hvalerne på land, og var på størrelse med ulve?”

Hvis man kigger på skalaen for livet på Jorden er menneskets levetid, fra tiden for hele vores civilisation, dengang vi lavede hulemalerier, og til nu, nærmest blot et blink med øjnene. Vi har knap eksisteret, selvom nogen der lignede vores art, levede for ca. 200.000 år siden! Livet på vores planet har til gengæld eksisteret i noget der ligner en evighed. Gennem tiden har forskellige dyr og landskaber set anderledes og meget fremmede ud. Jorden har desuden gennemgået enorme masseudryddelser og voldsomme forandringer. Eks. for 66 mio. år siden bragede en klippe på størrelse med et mindre bjerg ind i atmosfæren, og landede nær Mexico. Inden landingen bevægede den sig med 20 km/sek. (!), og ved landingen knustes både den og en del af Jordens skorpe, hvilket forårsagede, at gennemsnitstemperaturen på hele Jorden snart faldt til under frysepunktet, og næsten alle fødekæder derfor brød sammen, så rigtig mange dyr døde. Men livet finder en vej – 

”Da man byggede pyramiderne i Egypten, eksisterede der stadig mammutter på Jorden.”

Hvert af disse ’besøg’ forskellige steder i fortiden, har fokus på hele økosystemer, da ingen organisme eksisterer isoleret fra sit miljø. Det er virkelig fascinerende at besøge en tid, hvor Middelhavet var en udtørret ørken af ​​havsalt med temperaturer på op til ca. 80 grader! Det er både fantastisk og uhyggeligt. Tænk også at besøge ’Mammutsteppen’, en tør og kold græsslette, der gik fra Spanien til Alaska, og som dengang udgjorde det største økosystem på Jorden. 

”Den forhistoriske verden virker besynderlig, men det skyldes kun, at den ikke er ligesom den, vi er vant til”

Disse verdener, disse andre lande, kan ikke besøges i fysisk forstand. Man kan aldrig besøge de miljøer, hvorigennem dinosaurer færdedes, aldrig gå på deres jord eller svømme i deres vand. Den eneste måde at opleve fortiden på, er ved at læse aftrykkene, og derigennem at forestille sig den forsvundne tid.

Thomas Hallidays bog er en omvendt rejse gennem tid og sted. Fra et par tusinde år tilbage i tiden til 550 millioner år tilbage, med stort fokus på de økosystemer, der engang blomstrede adskillige steder i verden. Disse fascinerende og fjerne tider, som bliver mere og mere fremmede, jo længere tilbage i tiden vi bevæger os, ser vi udfoldede i denne smukke og spændende bog. 

I de komplekse økosystemer, er alting forbundet. Hvis mange elementer udryddes på én gang, vil systemet kollapse, men verden klarer sig alligevel med, det der er tilbage. Derfor sker der en omvæltning efter en masseudryddelse, og nye arter dukker op. 

Illustrator Gavin Scott har på fineste og mest indbydende vis gengivet fortiden, og dermed præsenteret os for adskillige fremmede elementer, lige fra den kortansigtede bjørn, der umiddelbart mindede lidt om en vaskebjørn, men som til gengæld kunne veje mere end et ton (!), til det bakkede landskab i Den Østafrikanske Rift, hvor året var delt op i to; en tørtid og en regntid, og videre til de mange forskellige verdenskort, der hver især viser, hvordan de tektoniske plader gennem mio. af år har fået Jorden til at forandre sig.

”I tidens løb har verden set helt anderledes ud, den har føltes anderledes og lydt anderledes. Kontinenterne har flyttet sig og endda udvekslet landområder - Skotland var engang en del af Nordamerika, og Indien hang sammen med Antarktis.” 

Jeg har set de mærkelige verdener udfolde sig omkring mig gennem vinduet i en tidsmaskine, mens verden gled længere og længere ned i tiden, til dengang, der var en gigantisk måne på himlen, som var meget tættere på Jorden, 22-timers dage, og ukendte mønstre på nattehimlen.