Smuk og hjerteskærende historie om det jødiske samfund
”Til alle dem, der er gået gennem portene”
Af Tiril Mark Høj
Det er sommer i 1943 i Vilnius’ ghetto, og børnene Eitan og Rivka flyver med drage. Rivka lægger sin hånd på Eitans bryst, og de snakker om, hvordan det kunne være at flyve med dragen over hegnet. Og selv der, med davidsstjernen på jakken, og i en by der er besat, føler Eitan sig lykkelig, med solens stråler på øjenlågene, og Rivkas hånd på sit bryst. Efterfølgende tænker han på sin far, som han er bekymret for, ikke kommer hjem igen, efter han sammen med en gruppe mænd, gik ud gennem byporten, samt på hvor modig han synes, Rivka er. Han husker, hvordan de sorte fugle kom sammen med mænd i sorte uniformer, og på hvordan hele familier derefter forsvandt, og deres huse bagefter fik besøg af mennesker med livløse øjne. Samme slags øjne som på de fisk, Tante Sille solgte i sin butik. Måske var de mennesker også allerede døde –
Da han finder en bagel efterladt på en bænk, tøver han med at tage den, og i stedet kommer en af de sorte fugle, og snupper den. Men en lille hund fra opgangen jager fuglen væk, selvom fuglen når at hakke den lille hund i øjet. Rivka kommer rasende ud, og snupper den lille modige hund ud af favnen på Eitan, og han ved, at der er sket noget uopretteligt imellem dem, fordi han ikke var modig nok! Men da Eitan spiller, så strengene springer på sin violin til koncerten om aftenen, ser han Rivka tørre tårer bort.
”Den lille hund havde været modigere end jeg, selvom den var så lille, at den endnu ikke havde et navn. Og jeg havde jo et navn.”
Det er en vidunderlig smuk, barsk og poetisk bog, som med sine store effektfulde billeder fortæller historien om en dreng og hans kæreste, der bor i den jødiske ghetto i Vilnius. Alle oplevelserne fortælles fra barnets synspunkt, hvor fantasi blandes med virkeligheden. Sprog og billeder fortæller historien om det, man ikke hverken kan forstå eller snakke om.
Det samlede resultat er smukt og hjerteskærende, særligt hvordan det jødiske samfund og sammenhold portrætteres, især i de omsorgsfulde billeder. Forfatter og illustrator formår begge enkelt og helt genialt, at vise præcis hvor særlig hver enkelt person er, ved at give dem navne, som vises i bogens forsats.
Samtidig kastes der ikke slør over noget, og billederne viser, hvad der skete i få, perfekt udvalgte ord med tilhørende billeder, som bevarer et ensartet farveskema gennem hele bogen.
Den triste historie om Eitan og Rivka flår næsten hjertet ud af brystet på mig, men på den helt rigtige måde.
I de senere år har udgivelsen af krigs- flygtninge og jødiske historier for den yngste læserskare udviklet sig, og fælles er at de er kombineret med stærke illustrationer.
