Humoristiske barndomserindringer fra Bodil Jørgensens barndom

Bodil vokser op med sine forældre, der begge er lærere på hendes skole, sin storesøster Kirsten, der kører med aviser, selv når der ligger otte meter sne, og lillebror Anders. Hun går i skole med Jørgen Sløv, Kridt-Kim og Palle, der aldrig lader en mulighed for at drille Bodil, gå til spilde. Men heldigvis kommer hun i skolen til at sidde ved siden af Jonna med bundesligahår, der også har ’Gamle Ole’ med i sin madpakke, og det er også pladsen bag Elan med de flotte negle og blonde krøller. Og det bedste af det hele er, at hun ikke finder sig ikke i noget!

Bodil finder snart ud af, at hun ikke lige lange ben, da hendes idrætslærer påpeger, at der må være en grund til, at hun gang på gang nærmest flyver ud af banen under trespring. Det efterfølgende besøg hos lægen dr. Krampe var nær gået galt, da Bodil ikke kunne flytte fokus fra den bussemand lægen havde først i næsen, men senere på kinden! 

”Bodil elskede også slik resten af året, men der var noget særligt ved at have badet en hel dag i sommersolen for så at gå hen til kiosken og købe et rustent søm for en tiøre. Det smagte bare ekstra godt, når man stadig havde vådt hår og knaldrøde klorvandsøjne.”

Hun har ret store fødder, og uregerligt rødt hår! Hun finder heldigvis ud af at de store fødder, som Palle driller hende med, faktisk er helt perfekte, når hun svømmer! Bodil bliver snart den hurtigste svømmer i klassen, og beslutter en dag at tage bussen til Kolding, og derefter svømme videre til Tyskland, for at købe noget af det eftertragtede slik, hende forældre ikke lader hende få. Ude midt i fjorden samles hun op af en mand i en fiskekutter, der synes ’at hun er svømmet lige lovlig langt ud’! Vi følger hende i skolen, hvor hendes kloge, finurlige hjerne driver hende til mange skægge og skøre påfund; hun får gode råd af en storrygende Dronning Magrethe, fra sit billede i skabet, og da hun udtrækkes til at spille Jomfru Maria i skolekomedien, med Palle i rollen som Joseph, tænker hun, om de mon kan blive skilt, så hun kan gifte sig med kromanden, spillet af Elan. For slet ikke at nævne hendes teknik med sit hundeluftningsjob af den skøre dames syv hunde. På én gang! 

En veloplagt højtlæsningsbog der under læsning kan krydres med anekdoter fra oplæserens egen barndom. Mellem hvert af de ni kapitler forklarer Kim Ace med stor humor på et par sider, at man i 1970’erne ikke kunne spille med vennerne, bestille take away eller handle om søndagen, hvor der ydermere heller ikke fandtes en Netto.

Han har fortalt hendes barndomserindringer med sin egen levende stemme, og der er så meget elastik, at fortællingerne stadig er Bodils, men med hans ord og vendinger, der virkelig får historierne til at skinne. Der er noget Bjarne Reutersk over stilen, og jeg er sikker på, at de fleste vil grine mere end én gang under læsning. Både tilhører og oplæser.