Kloge tanker og sprogblomster om sorg og psykisk sygdom
”Tænk, hvis vi turde vise vores uperfekte jeg, tænk hvis vi lod alt dét, vi har inden i os, blomstre. Tænk, hvis vi slap for at male alting over med den dér triste hvide farve.”
Af Tiril Mark Høj
Jaana er bedsteveninder med søde naturelskende Lina, de er 8 år, altid sammen og bor ved siden af hinanden. De elsker at fortælle hinanden dårlige vittigheder, sidde på de to trædyr ’Hesten’ og ’Elefanten’, som de egentlig er for store til, samt finde på uhyggelige historier om den gamle dame i byen, som de kalder ’Dragen’, der siges at spise børn! Jaana bor med sin far og mor, ligesom Lina, men Lina har også en storebror, 11-årige Pontus kaldet Pom-Pom. Ham vil Jaana egentlig gerne giftes med engang, men så vil Lina aldrig mere tale med hende, for hun synes Pom-Pom er dum! I tiden op mod sommerferien øver pigerne sig hver dag på et nummer til skoleafslutningen, og de hygger sig, mens dagene flyver afsted.
”Vi vipper så vildt at fjedrene siger tjong! tjong! Egentlig er Hesten og Elefanten til små børn, men vi kan godt lide at vippe på dem. Desuden bor der ingen små børn i rækkehusene, så de er ligesom blevet mine og Linas dyr.”
En dag ude på legepladsen kan de pludselig høre Jaanas mor græde, og da Jaana bekymret skynder sig hjem, fortæller hendes far, at hendes elskede mormor i Finland pludselig er død. Fra nu af er alt forandret! Jaana er helt tom indeni, og hendes mor ligger bare på sofaen, og græder hele dagen. Om lidt er der skoleafslutning, som Jaanas far ikke er sikker på, at hendes mor kommer med til. Jaana finder nu ud af, at Dragen i virkeligheden blot er en gammel dame, der for mange år siden mistede både sin mand og sin søn, og at hun har hjulpet flere mennesker, der har mistet nogen de elsker. Både smukke Lo fra skolen, naboen Angelica med hestene, tatoveringerne og de flotte negle samt gamle Ingemarsson. Måske kan ’Dragen’ også hjælpe Jaanas mor? Men hvordan nærmer man sig en drage?
Der er så mange kloge tanker og sprogblomster heri. Bla. da Ingemarsson fortæller Jaana og Lina om hvordan Majny, kendt som ’Dragen’ hjalp ham, da han mistede sin kone gennem flere år;
”Majny og jeg plejer bare at snakke. Om dét, der føles stort og svært, det snakker vi om. Så kigger hun på mig gennem røgen, og hun kan se ind i mit indre. Dér finder hun mørket, og så er vi sammen derinde, hun og jeg.”
Susanna Martelin behandler emner som sorg og psykisk sygdom. Hun beskriver, hvordan det kan føles for et barn, når en forælder sørger, men i den modsatte grøft fortæller hun også rigtig fint om de to pigers herlige venskab. Og om mormors bjørnekram.
Bogen indeholder desuden nogle meget fine og spændende s/h-illustrationer, som tilføjer ’det ekstra’ til fortællingen. Amanda Chanfreau tegner ’Dragen’ med skæl på ryggen, og dragekløer stikkende ud af sandalerne, en smuk mor mellem roserne, livsglade piger der rider på trædyr samt drager i skyerne. Og ikke at forglemme; Kaptajn Nougat.