Børn

Fantastisk smuk bog om solen

En fuldstændig vidunderlig rejse gennem historien, hvor solen er i centrum.

Af Tiril Mark Høj

Der er så mange ting, vi ikke ved om solen og himmelrummet. Vi spørger måske os selv, hvorfor himlen er blå? Hvem der opdagede, at Jorden kredser om Solen? Hvad lys egentlig er for en størrelse osv.?

Peter Goes har udarbejdet denne enormt smukke bog, med fokus på Solen, der er livsnødvendig, og sørger for langt det meste energi på Jorden. Jorden befinder sig nemlig i en afstand fra Solen, hvor det meste af vandet er flydende, og temperaturerne er ideelle for at livet kan eksistere. 

Peter Goes bevæger sig bla. rundt mellem ’stjernekiggere i forhistorisk tid’, til ’astronomi i den kinesiske kejsers tjeneste’ og videre til ’Inkaerne og deres solgud’. Teksten er fyldt med spændende fakta, der på levende og forståelig vis er meget inddragende. 

Han præsenterer os for utallige opdagelser gennem tusinder af år. Både dem der kan ses med det blotte øje, senere med teleskoper samt gennem observationer fra rummet. Alt sammen fungerer perfekt side om side med historier om solguder, myter og legender og finurlige fakta.

Han viser os, hvorledes videnskaben har udviklet sig gennem tusinder af år, lige fra guder, der rider på himlen, til komplicerede astrofysiske teorier. Og han understreger, at vi bestemt har mange opdagelser til gode endnu.

Bogen er en eksplosion af farver og former, og hver side indgyder fornemmelsen af et historisk kort med forskellige sagnfigurer. Peter Goes’ egne illustrationer begynder han med små blyantsskitser, som han derefter sammensætter og færdiggør digitalt. Han er en mester i at bruge lys og farve, som er essentielle i en bog om solen, og han har givet hver side en ny baggrundsfarve. 

’Vidste du at når stjerner blinker, skyldes det som regel turbulens i atmosfæren? Men der findes stjerner, som blinker af sig selv, de såkaldte pulsarer.’

Solen er fjerde bog i Peter Goes fantastiske serie af store fagbøger til børn. Bøgerne ’Tidslinjen’, ’Floder’ og ’Det opfindsomme menneske’ er tidligere udkommet på dansk. Og de giver alle tre samme fornemmelse af, at man her sidder med noget eksklusivt.