En herlig fortælling om at savne noget

Georg er 10 år, og hans forældre er netop blevet skilt. Georg elsker at fiske sammen med sin far, og i fritiden binder han farvestrålende fluer, som han giver sjove navne sammen med sin far. Georg bor sammen med sin mor, som er kærester med Sten, der lige er flyttet ind hos dem med sin 11-årige søn Aksel. Sten flytter ikke blot ind, han pakker nogle af deres ting væk, så der er bedre plads til hans træningsudstyr. Han måler og studerer alt, lige fra kalorier og træning til familiens afføring, deres søvn mv. Og det er ikke kun sine egne resultater, han er optaget af. 

Sten forventer at hele familien, lever som ham, og Aksel er på vej til at blive en tro kopi af sin far. Georg presses af Sten, til at følges med familien. Georgs mor taler snart heller ikke om andet en kalorier, og sammen med Sten og Aksel får hun endda givet Georg et par løbesko i fødselsdagsgave. Og da Georg ikke kan følge med de andre på løbeturen, hyrer de en løbecoach til at træne ham. Men nu får Georg nok! Han løber hjem til sin far, og selvom hans mor skriver utallige gange, vil han ikke hjem igen. En dag skriver hans mor, at hun gerne vil med Georg og hans far ud at fiske, og de har alle en fantastisk dag! 

”Som om han kender sandheden. Det eneste, han kender til, er resultaterne af alle hans skide opmålinger. Det må stoppe. Jeg nulstiller ham.” 

En skøn karikeret grafisk fortælling, som viser modsætningerne i mennesker, så yderlighederne rigtig pensles ud, men det fungerer, for det overordnede budskab er godt; man skal ikke forsøge at forandre andre mennesker, fordi de bare vil være sig selv! Og styrken i Georg, da han først indvilliger i at se sin mor, på det tidspunkt, hvor hun ikke længere skriver noget om kalorier og forbrænding, er så fint. Uden han selv stiller krav, blot afviser hendes ønsker. 

Rasmus Meisler har fyldt billedsiden med sine geniale streger. For- og bagsats er en eksplosion af fluer til fiskeri i alle regnbuens farver, og hans illustrationer er herlige! Georg der betragter sin hjemmebyggede flue på farens gamle værelse, mens hjerterne danser om hans hoved, og hvor motionscyklen endnu blot anes som en grå trussel i stuen bagved, morens evigt udglattende udtryk, Stens skeptiske og Georgs tvivlende ansigt på størstedelen af billederne, er vidunderlige og herligt afkodelige. Alle Stens udregninger der står rundt omkring på siderne nærmest tilfældigt, og alle de frygtelige ’gajol-citater’, som man ser overalt, understreger absurditeten i det hele.  

Det er f…. et samarbejde man bliver glad af!