Huller i himlen og et spøgelsestog

Himmelhullet af Marie Markvard Andersen 

”Og man forlader ikke en ven, bare fordi han tilfældigvis er en bamse og man tilfældigvis selv går rundt og bliver ældre.”

Drengen Anton vågner en nat, knuger fast om sin elskede bamse Halvøre, og går så hen til vinduet. Her ser han, at der er et KÆMPESTORT HUL i himlen lige over Lillestrup! Kort efter ankommer Militærministeriet med General H i spidsen. Alle indbyggerne spekulerer over, hvor hullet mon stammer fra? Både de gamle søstre Oda og Hilda, sidstnævnte, der ofte lader en vind sive ud under skørterne, Borgmester Tusindfryd, Olga og hendes nervøse logerende Agger, Hundefrisøren, der har hunden Uno, og genstanden for hans forelskelse; Cirkusprinsessen, der går arm i arm med Løvetæmmeren, men også alle de andre, der befinder sig i byen. 

”Jeg tror, at det er virkelig voksenalvor. Den slags med ondskab og galskab og alarmberedskab. Hvor hele verden bliver uvenner og dødsfjender og ødelægger hele planeten, selv hvis nogen siger undskyld…”

General H får ’mørkemændene’ til i al hast at opføre en mur, der skal holde ondskaben ude! 

”Sandheden er, at ingen ved, hvor det onde er, eller hvor det kommer fra. Det er derfor, der skal bygges en mur, der kan beskytte os, og dét med det samme.” 

Som dagene går, bliver Himmelhullet over Lillestrup endnu større, og Antons mor ligger nu i en komalignende tilstand med et hul i hjertet, og selvom både Olga og Agger gør, hvad de kan, er der intet, der kan vække hende. Derfor beslutter Anton, at de bør søge hjælp hos Vismanden på toppen af bjerget, måske endda hos Drømmevogteren under verdens ældste træ ved verdens dybeste sø.

Imens mødes statsmænd, forskere og andre ’vigtige’ mennesker på en konference, for at diskutere hullet i himlen. Deriblandt fænomen-forskeren Skepsus, som er helt uenig med ekspeditionslederen Elidur, der siger, at hullet er skabt af menneskets grådighed og kynisme! Anton, Olga og Agger vil lukke hullet i himlen, uanset omkostningerne, som Vismanden afslører! Cirkusprinsessen vil sammen med Hundefrisøren redde Løvetæmmeren, der pludselig skal henrettes, beskyldt for at forårsage hullet. Og derefter vil hun sy hullet sammen! 

Romanen er en vidunderlig allegori over verden. Marie Markvard Andersen har grebet fat i de helt store problematikker, såsom klimaforandringer, grådighed og fremmedfjendskhed, og viser hvorledes hverken magtfulde politikere, dygtige forskere eller kompetente militærfolk gør noget som helst ved problemerne, hvis det kan stille dem selv i et mindre flatterende lys. Ingen i historien ved, hvordan hullet er opstået, ingen vil tage ansvar, og ingen vil komme med forslag til løsninger. Til gengæld er der i bogen en flok fanatiske tilhængere, med bud på masser af interessante løsninger, der ikke kan vente med at byde de intergalaktiske herskere fra hullet velkommen!

Forfatteren har tilført masser af humor i sine finurlige beskrivelser, der kan kræve en voksen læser, men også gennem de karikerede fremstillinger, eks. af Bente-Lis, der er formand for ’foreningen i Lillestrup’, og indbyggernes fokus på at se ’Den store Dansedyst’, uanset hvor store huller der er i himlen. 

Jeg elsker Hundeføreren med det store hjerte, lille Anton og Halvøre, den modige Cirkusprinsesse, samt gæve, praktiske Olga. 

Historien fortæller om at ofre sig for en større sag, om at tro på det gode og turde håbe, uanset hvor mange General H’er, der prøver at starte skræmmekampagner, massehad samt irrationel angst, og om aldrig at stoppe med at drømme. 

”Og nye drømme vågnede i Lillestrup, sitrende som lettelse i morgenluften efter en lang, mørk nat. Drømme om venlighed og honninghjerter, magiske stunder og utænkelige eventyr.”

Spøgelsestoget af Anne Elvedal

En fremragende fortsættelse på den smukke, lidt uhyggelige og flot vævede fortælling ’Spøgelsesstationen’. 

I første bind møder vi pigen Billie, der sammen med sine forældre og lillebror flytter ind i en gammel, forladt togstation. Lige fra begyndelsen hører hun mystiske lyde, samt oplever, at nogen har skrevet advarsler på væggene. For at Billie skal have det godt på dette nye sted, forærer hendes mor hende forsøgsrotterne Salt og Peber. I skolen bliver Billie desuden bedste venner med Rasmus, og det ender med, at Salt flytter ind hos ham. Men der er noget mærkeligt med Ramus, og sandheden er, at han i virkeligheden er et spøgelse!

Rasmus befinder sig ombord på spøgelsestoget sammen med andre døde mennesker, der alle er på vej mod ’Endestationen’, det sidste stoppested. Billie finder ud af, at der også befinder sig en særdeles farlig passager på toget. En ansigtsløs skabning, som fortærer sjælen fra sine ofre. Derfor er hun nødt til at komme ombord, for at advare Rasmus. På toget møder Billie mange uforklarlige ting. Hun finder også sit stamtræ, hvorfra hendes tipoldemor Petrine på mystisk vis er ’faldet ud’, hun møder pigen Magnhild, hvis far er lokomotivfører, den lille dreng Oliver, kabaretsangerinden Carmen og de to gamle tvillingebrødre fra første bind, Heløret og Halvøret, og hele tiden skal hun passe virkelig godt på, for de døde vil blive rædselsslagne, og smide Billie af i Dødemarken, hvis de vidste, at hun bevægede sig iblandt dem, som en levende!

En vidunderlig fortsættelse af Anne Elvedals serie, der fanger både yngre læsere men også den voksne, der kan lide spænding, spirende følelser og gys med et strejf af mystik. Forfatteren forener på mesterlig vis uhygge med temaer som ensomhed, tab, kampen for at finde sin plads i en verden, der pludselig er helt forandret, samt vejen mod at blive voksen. 

Anne Elvedal rammer mig lige i følelserne, fordi sorgen hele tiden lurer under overfladen. Hun har skruet lidt op for ’det hele’ og lader også mørket fylde mere; både de mystiske passagerer, glasøjet og atmosfæren føles trykkende, samtidig med at historien er så stemningsfuld, at man næsten får kuldegysninger. Hun opbygger omhyggeligt sin uhygge, mens hun ikke lader os glemme, at hendes fortælling også handler om mod, venskab samt at forsone sig med døden.

Billie og Rasmus kommer endnu tættere på hinanden, og deres forhold skildres så smukt, selvom det er præget af komplekse følelser. Familiens historie, særligt mysteriet omkring Billies tipoldemor, flettes på fineste vis sammen med de overnaturlige elementer.

Illustrationerne af Hedda Kverndalen, som indimellem består af helt sorte sider, er med til at forstærke stemningen, samt fornemmelsen af mørket, der fylder ombord.