Børn

Flot og gennemført bog med mange sportsgrene

Der eksisterer adskillige helt forskellige sportsgrene, og mange af disse, kan man finde beskrevet i dette omfattende opslagsværk.

Af Tiril Mark Høj

Bogen indledes med afsnittet ’Holdsport’ hvorunder der findes kapitler, der oplister varianter af disse. Jeg opdagede eks. at der findes en sportsgren, der hedder ’Kurvebold’, som minder lidt om basketball. Derefter indledes det længere afsnit ’Individuel sport’, med rigtig mange sportsgrene, som slutter med ’Usædvanlige sportsgrene’, hvilket bl.a. indbefatter ’Osterulning’, hvor man jagter en rund ost ned ad en bakke, ’Skinnebensspark’ (det giver vist sig selv), ’Tå-wrestling’, som at lægge arm, blot med tæer og fødder, ’Skakboksning’ (kunne minde om ’Troldmandsskak!’), ’Ekstremstrygning’, som for mit vedkommende får mig til at tænke på serien ’Matador’ samt ’Mosesnorkling’. 

Men der er også overordnede afsnit om ’Vintersport’, ’Vandsport’ og ’Spil og lege’. Under afsnittet ’Sportshistorier’, kan man eks. læse kapitlet ’Bestige Everest’, der fortæller, hvem der kom først på toppen, hvor mange det er lykkes for, den ældste person på toppen mv. ’Fantastiske atleter’ giver næsten sig selv, og jeg synes det er stærkt, at Serena Williams står nævnt som den første, efterfulgt af Tiger Woods. Bogen slutter med at fortælle om adskillige større sportsbegivenheder, som eks. ’De Paraolympiske Lege’, ’Super Bowl’ og ’Grand Slam’. 

Det er en både flot og gennemført bog, og hver af de mange sportsgrene har en dobbeltside, både med fun facts, andre variationer af denne sport, beskrivelser og evt. tricks. Nederst er der en kort liste med, hvad man skal bruge, for at kunne udføre netop denne sport. 

Det visuelle er en blanding af fotografier og tekst, tilsat enkelte illustrationer. Eks. er der under ’Vandpolo’ en tegning af et piskeris, da der i spillet benyttes en teknik, der kaldes ’æggepisker-spark’, for at spillerne kan holde sig opret i vandet. Tegningen kan også bestå af hhv. en kano og en kajak under ’Kajak’, for alle os der er i tvivl. 

Alle børn fra 5-12 år kan læse eller kigge med i denne veludførte bog, der på fin vis både giver et vue over en masse forskellige retninger indenfor sportens verden, men som også kort forklarer sin læser, hvad de enkelte aktiviteter præcis går ud på.