Under en kør-selv-ferie med fire børn kan alle følelser komme til overfladen!

Historien indledes med at et ældre ægtepar, sidder i haven og nyder et glas vin, mens de snakker om, hvilket år de var på ferie i Ardéche, Frankrig. De bliver enige om, at året var 1973! Og sammen stykker de familiens tur sammen. 

Endelig er dagen kommet! Julie, Louis, Nicole, Paulette og Louis’ usynlige ven egernet Tjukki kan endelig tage på ferie med deres forældre, Pierre og Mado. Efter at farens arbejde med tegneseriestriberne endnu engang har holdt familien i en venteposition, er de nu endelig på vej sydpå i deres fuldt pakkede Renault. Undervejs gør de holdt ved flere tankstationer for at proviantere, de sørger for at undgå betalingsmotorveje, der er er masser af søskendeskænderier, men også dybe spændinger mellem forældrene ombord. Alligevel er familien som de fleste andre, og kort efter Julie og Nicoles skænderi om, hvem der er et ’strygebræt’, og hvem der er en ’fedberg’, sover de to piger op ad hinanden. Da Mado derefter stryger Pierres kind, og siger, at hun bedre kunne lide, da han havde fuldskæg, vifter han hendes hånd bort, og kommenterer, ’at dengang kunne hun bedre lide ham’. 

Da de når frem til deres magiske sted, hvor de skal spise frokost og hvile sig, sidder der allerede en hollandsk familie på et tæppe under det store lindetræ! Dem skræmmer Pierre og Mado til at køre igen, da de finder på en historie om nogle store farlige hestebremser. Og så slappes der af…

Senere da familien indlogeres på en sovesal på en udsolgt campingplads, ringer Pierre til sin storebror Xavier, der spørger ham, om ikke Pierre og Mado havde besluttet sig for at blive skilt? Pierre fortæller Xavier, at ham og Mado er blevet enige om, at give børnene en sidste god ferie, hvor de alle er sammen. Da Pierre spørger ind til sin kræftsyge svigerinde Liliane, fortæller Xavier, at hun har fået det værre. Efter samtalen står Pierre særdeles eftertænksom tilbage, og fra nu et det som om, at livet langsomt forandrer sig for familien. 

”Far, hvorfor dør mennesker? Hvorfor de dør? Det ved jeg ikke, Louis… Måske for at minde os om, at vi lever?...”

Zidrou formår at indfange familielivets forskellige og komplekse facetter, mens han trækker læseren direkte ind i kernen af denne families verden. Hans karaktererne er veludviklede og yderst charmerende, og man kan øjeblikkeligt lide dem alle. Zidrou tilfører flere lag til historien bla. gennem Lilianes sygdom og død, Pierres komplicerede forhold til sin far, Mados bristede drømme og betydningen af Tjukki. Ikke kun for Louis. 

Zidrou får på forunderlig vis kærligheden til at strømme ud fra siderne, og hans forfinede sommerhistorie er simpelthen ganske enkelt helt forrygende og himmeljublende nostalgisk, mens den husker os på nuancerne i, hvad det vil sige. at have en familie. 

Jordi Lafebre er en vidunderlig illustrator. Hans fantastiske illustrationer giver sig god tid, og dvæler ved øjeblikkene. Som da Mado med tårer i øjnene, tager afsked med det lille hus ’der også fortjener ferie’, den belgiske grænsevagts skæve smil, da de passerer grænsen til Frankrig, og bilen genlyder af skænderier og skrål, sommerfuglen, der svæver hen over græsset, og understreger pausen under lindetræet, den store favnfuld blomster, børnene har plukket til forældrene, men som nu omslutter Lilianes gravsted osv. Hans illustrationer får virkelig alle følelser frem, og jeg kunne forsvinde i hans verden, hvor han formår at folde hvert enkelt billede ud til utallige billeder. 

Detaljer

Tegneserie
Titel: Sommerminder 1. - Kurs sydpå
Forfatter: Zidrou
Illustreret af Jordi Lafebre
Forlag: Fahrenheit
Emneord: sommerferie, familie, sorg, glæde