Litteratur

Majs, mælketænder og neglerødder

Håndplukkede hyldehapsere – Urovækkende illustrerede fortællinger til alle med hunger efter gys og horror, specielt unge i alderen 13-16 år.

Af Sofie Sonnichsen

Resume:

Onde drømme af Adam Ellis er en samling af 11 korte graphic novels – fyldt med uro, gys og uhygge. Det er fortællinger hvor det foruroligende og rædselsvækkende er vævet ind i hverdagslignende situationer på tværs af tid og sted. Historierne trækker både på forfatterens eget liv, oplevelser og indskud iblandet med grusome twists. I et par af dem indgår han selv som hovedpersonen. I Mig og Evangeline på gården hiver Adam os med tilbage til minderne om sine besøg hos sin bedstemor i barndommen og hans videre forsøg på at finde en helt bestemt gyserfilm, som tryllebandt ham som barn. Endnu har han ikke mødt nogen som genkender den, men et sidste besøg til bedsteforældrenes tomme hus giver ham flere svar, end han måske egentlig havde ønsket sig: 

”Jeg drejede om et hjørne og gik hen mod den bagerste del af rummet, og pludselig forstod jeg, hvorfor jeg var den eneste, som havde set den film."

Fortællingen Mælkedøren rummer historien om en ung kvinde som finder en lille metaldør i væggen i hendes nye bolig. Metaldøren har også en dør på ydresiden af huset og er et pudsigt levn fra dengang folk fik leveret mælk direkte til deres hjem. Men hver dag dukker der noget nyt og foruroligende op på inde bag mælkedøren, uanset hvor meget det lille rum forsegles. I Neglerod og Ramen med smørmajs er der i den grad dømt biologisk horror med kropslige rædsler i centrum. I sidstnævnte begejstres en mand så meget for en bestemt ret, at han hver dag vender retur til restauranten for at spise den. Det får katastrofale følger:

”Jeg kunne bare sidde der og lytte til min krops knagen og smælden, mens den forandrede sig”.

Samlingen desuden på en kvindes minder om en mystisk butik med tomme hylder, en amerikansk sitcom der aldrig ender, en podcaster med livet dedikeret til true crime og ikke mindst fortællingen Viola Bloom, hvor Adam jages af en for længst afdød sygepasser – og hun er måske også lidt tættere på os, end vi har det godt med.

Vurdering:

Gyserfortællingerne i denne samling er mesterligt farveligt og tegnet i Adam Ellis' genkendelige streg. Hans streg er enkel i sit udtryk med en tydelig inspiration fra manga. Enkeltheden fungerer godt til at sætte atmosfæren i disse horrorfortællinger, da disse hverdagssituationerne indledningsvist ganske almindelige. Samtidig er man som læser heller ikke i tvivl om at der lurer noget lige om hjørnet. Det giver en helt speciel læseoplevelse når situationerne pludseligt forandres og bliver urovækkende og uhyggelige. Der leges generelt med det grafiske udtryk i fortællingerne og hvad det bringer til historierne. Det lille hus i havet er krydret med baggrundsillustrationer af Deb JJ Lee og sat i en blanding af gråblå og hvid. Fortællingen er samtidig underspillet og atmosfærisk bliver den rigtig interessant.  

Efter hver historie er der et kort skriv omkring oprindelsen eller inspirationen til den fortløbende fortælling fra forfatteren selv. Det er interessant at læse hvad fortællingerne er baseret på, dog mest hvis man fandt en historie lidt for urovækkende. Det er som om at det uhyggelige og mystiske i fortællingerne står skarpere når man undlader at læse forfatterens egne kommentarer til de enkelte fortællinger. Det føles som om man hives tilbage til hverdagen og det uhyggelige forsvinder lidt i den proces. Valget af at medtage kommentarerne er formenligt grundet forfatterens ophav på sociale medier, hvor man typisk skriver en passende tekst til ens opslag. Det er primært på Instagram at han deler sine striber og tegneserier. Disse er ikke altid uhyggelige, men han arbejder bredt med hverdagsscenarier og kulturelle kommentarer osv. Denne samling er det første som er tilgængelig i bogform på dansk fra ham. Fortællingen Neglerod er en videretækning af en af hans striber som tidligere er gået viralt online og som også har levet et liv som meme i forskellige udtryk.

Når du får denne bog i hænderne, bør du pakke dig ind i et lunt tæppe på en kølig og regnfyldt dag. Husk en kop te, for disse fortællinger varmer ikke. Tværtimod.