Den smukkeste historie om venskab, empati og frigørelse
En gotisk fortælling om venskab, med illustrationer så betagende, at de næsten får dig til at græde.
Af Tiril Mark Høj
Ved verdens ende, på et sted som kun er tilgængeligt via en lille støvet vej, ligger en landsby, som sjældent modtager besøgende. Her bor Otto sammen med sine forældre Mo og Pa.
En dag ankommer en hel karavane af vogne, trukket af kæmpestore dyr med skinnende pels. På hver af vogn står navnet ’Cirkus Mare’. Otto skælver af forventning, da han hører cirkusdirektørens løfter om spænding og eksotiske indslag. Ikke engang hans plageånder Max og hans bande, kan overskygge Ottos begejstring. Heller ikke selvom de siger, ’at ’Cirkus Mares’ største attraktion ’Monsteret’ nok er Ottos bror, og sikkert er lige så grimt som ham.’
Otto og hans forældre tager hen for at se showet, ligesom alle andre, men monsteret der bliver kørt frem i et bur, er langt fra det monster, som Otto forventede. Det her er en skabning uden spidse tænder eller klove, men i stedet med glat hvid hud og ikke andet pels end den smule, som stritter ovenpå hovedet. Monstret har øjne som dybe søer, og med ét begynder skabningen at synge smukt og skræmmende. Men næste morgen er buret tomt, og byen er i oprør. Hvor kan det frygtelige væsen mon finde på at gøre?
”Monstret sang videre. Publikum brølede af skræk, og alle stormede ud af cirkusteltet. Sært nok var jeg slet ikke bange for sangen. Nej, jeg syntes næsten, at Monsterets sang var smuk.”
Bogen har et fuldstændig vidunderligt omslag i sort og guld, der fortæller lidt om kontrasterne indeni. Historien er poetisk og rørende, men også temmelig foruroligende og med en snert af desperation.
Teksten udgør en snedig tvetydighed, der er tæt knyttet til illustrationerne, og som betyder, at læseren befinder sig i et spejlbillede, hvor monsteret har glat, hvid hud, runde øjne og hverken horn, kløer eller andre potentielt ’monstrøse’ kendetegn. Kort fortalt, et menneske. Som endda også hedder Otto, og hvis historie udrulles gennem sangen og de illustrationer, der hører med.
Billederne er sælsomme og utrolig smukke; hornede træhoveder, med ansigterne skjult i skyggerne, det plysagtige legetøj med det hængende øje, eller landsbyboernes ansigter, der afslører, hvem de virkelig er. Og husk, de bor perfekt isoleret i deres lille by. Men Otto er anderledes i sin måde at være på, med sin sympatiske natur og store empati. Desuden ligner han en slags kat med pels, knurhår og en kort snude, hvorimod de andre landsbyboere er mere groteske.
En historie om venskab, empati, og frigørelse for begge Otto’erne. Stéphane Servant er virkelig dygtig til at skildre den menneskelige natur og de indbyrdes relationer. Og illustrationerne er ganske enkelt helt enestående!
