En fortælling at passe på den verden vi er en del af
”En nat vækkede vinden en bjørn, som søvnigt satte sig op og skræmte en ugle, som tabte en mus (den netop havde fanget), som susede afsted, og sparkede til en sten, som trillede og rullede…”
Af Tiril Mark Høj
Stenen ruller ned i en anden sten, og den undskylder med det samme. Men ’det gør ikke noget’, siger den anden sten, for den lå alligevel bare og lavede ingenting. Den ene spørger, om der er nyt, hvortil den anden svarer:
”Årh, du ved, tiden går, ting sker.”
Og så lå de ellers der. I en time, tusind år, hvem ved? Med ét hører de en lyd. Den kommer åbenbart fra zombien, der står bag træet og snorker! Pludselig vågner den op, og styrter afsted. Stenene spørger, hvorfor den har så travlt?
”Jeg skal ud at smadre det hele.”
Den vil smadre, skræmme og rykke itu, fordi alting er så kedeligt! Stenene prøver at overtale den til at lade være med at løbe ud og ødelægge den smukke verden, men zombien er ligeglad. Hvad skal de to sten dog gøre?
Jan Oksbøl Callesen er eminent til at skabe sine egne finurlige universer, som denne gang primært består af en zombie og to sten. Historien fortæller om, at selvom nogen vil det gode, vil der altid være nogen, der bare formålsløst ødelægger alting. På den måde sniger der sig et fint budskab ind, for selvom man ikke kan forhindre triste ting i at ske, betyder det ikke, at man ikke bør forsøge. Måske kan man gøre en forskel.
Hans figurer er vilde, skæve og skøre, og hans farver ligeså. Jan Oksbøl Callesen viser helt tydeligt, hvordan en ødelagt verden ser ud, holdt i helt orange og sort, men også præcis hvor smuk verden er med blomster, dyr og landskaber i smukke glade farver.
