Hyggelige nissedrillerier
Hyggelig og sød kalenderbog der husker os på, at nisser findes! Hvis nogen (voksne) skulle have glemt det!
Af Tiril Mark Høj
En gang om året får en af de unge skovnisser fra Troldeskoven lov til at rejse ind til byen for at sørge for en masse julehygge. Denne gang skal nissen Sofus på kun 122 år afsted, men hans lillesøster Molly vil også med! Både Sofus og deres forældre forsøger at forklare Molly, at hun simpelthen er for ung! Hun er kun 111 år, og kan stadig alt for godt lide at drille. Men da Sofus sidder i toget, sidder Molly med ét ved siden af! Hun har sneget sig om bord på det store mennesketog, og hvis Sofus skal være i Nørre Steneby inden d. 1. december, kan han ikke nå at bringe sin lillesøster hjem!
Da de ankommer til byen, og de to nisser har gået rundt et stykke tid, kommer de til en skole. Og det må da være det helt perfekte sted at skabe noget julehygge! De finder en kasse i et klasseværelse til ’glemte sager’, som de omdøber til ’gemte sager’. Her flytter de ind! Klasseværelset tilhører 1.B., som for tiden har en vikar, der hedder Nis Nissen. Han siger, at der ikke findes rigtige nisser, og det vil Molly ikke finde sig i! Derfor bliver Sofus og Molly enige om, at de hver dag vil at sørge for lidt ’ekstra julehygge’, der skal krydre de daglige juleudfordringer, som eleverne får af lærer Nissen. Men da der er gået nogle dage med flere forskellige drillerier fra nisserne, frygter eleverne, at nisserne ødelægger deres skolekomedie, og de beslutter derfor at fange nisserne, og spærre dem inde indtil skolekomedien er ovre.
Tove Krebs Lange har skrevet en fin kalenderbog på 26 kapitler, som fortæller om de to nissesøskende Molly og Sofus, der skal sørge for at lave nissedrillerier inde i byen inden juleaften. De er som søskende er flest, og har både uoverensstemmelser og laver ballade sammen. Kapitlerne er korte og der sker nye nisserier i hvert kapitel, samtidig med at man får små historier om julemanden, advent mv.
De fleste børn kan lytte med, når denne bog læses højt, da historien er helt ufarlig, og Tove Krebs Langes små illustrationer virkelig dejlige og fyldt med jul.