Kærlighed til Danmark i gennemtænkt billedbog

Visen ’I Danmark er jeg født’ udtrykker en kærlighed til Danmark, med skovene, strande og frugtbarheden. Cecilie Eken har brugt denne vise, og ilagt en vinkel, der lader os forstå, at mennesket ikke er de eneste, som elsker Danmark. Det gør naturens magiske børn også. Dem der bor i skovene, åerne, på markerne, i oldtidsminderne, som har været med til at forme kærligheden til fædrelandet samt dem på heden. 

Billedbogen er skrevet på rim, og hvert naturbarn man møder gennem bogen, stiller spørgsmålet om, hvorvidt vi også bør tænke dem ind i fremtiden, ved at passe bedre på naturen? Da vi møder fortidsbarnet, der optræder ’nær en overpløjet gravhøj’, har Cecilie Eken meget poetisk ’svøbt det i forårsgylleduft’. En stærk markering af, at grænsen for ’når nok er nok!’, har passeret for længe siden. Hun lader også læseren vide, at nogle ting ikke står til at ændre, så vi bør tænke os grundigt om. Mødet med aftenbarnet er det sidste og mest insisterende møde. Helt tæt på med store øjne, bliver vi spurgt om, hvem verden tilhører? Dernæst følger en ordløs side, der viser asfaltens triste grå, og en smuk men død påfugleøje-sommerfugl, men heldigvis også en ukuelig mælkebøtte, lidt kløver og græs, der ikke lader sig kue, men som bryder op gennem den grå masse.

Cecilie Eken har begået en virkelig gennemtænkt billedbog, der forener et stærkt budskab med en eventyrlig poesi. Hendes rim er både melankolske og smukke, og understøttes på vidunderligste vis af Signe Kjærs mytiske naturkarakterer, hvis store udtryksfulde øjne helt uskyldigt kigger lukt ind i vores samvittighed. De enkelte tegninger er farverige, drømmende og meget meget smukke, og aftenbarnets øjne har for altid brændt sig fast med sine orange regnbuehinder. Bogen slår fast at naturen er vores alles, og ikke tilhører en bestemt art, ligesom vigtigheden af dens overlevelse ikke kan gradbøjes.