Kærlighedsfuld og på samme tid kærlighedsløs fortælling om valg og fravalg

Pelle er 16 år og har haft et temmelig kærlighedsløst liv. Han har boet alene med sin alkoholiske mor, og da han finder hende død i deres badekar, går der ikke længe, før han ender på en sikret institution, anklaget for manddrab og røveri. Pelle kan ikke huske, hvad der er sket, men han ved at han var sammen med sin bedste ven Lenny, og at de var midt i at røve en kiosk, da alt blev sort. Da han vågnede igen, lå han ved siden af den døde kioskejer i en pøl af blod med en pistol ved siden af! Efterfølgende forsvandt Lenny til gengæld fra jordens overflade! 

Pelle får besøg af sin beskikkede advokat, der fortæller, at han har en lillesøster, der virkelig har brug for ham! Hun hedder Laura, er 10 år, og hun har kræft. Derfor har hun brug for Pelles stamceller. Det tager ikke Pelle lang tid at overveje, om han vil hjælpe hende. Han har aldrig haft en søster. ”En lillesøster Tænk, hvis det var rigtigt. Noget, jeg ikke genkendte nogen som helst steder fra, voksede i mig ved det ord. Lillesøster.” Indtil nu, har det kun været hans kæreste Philippa, som har betydet noget for ham. Lækre Philippa. ”Min sjæl hang fast i hende som en varm tunge på en lygtepæl i december. Hver gang jeg forsøgte at trække mig væk, var det som at få skrællet huden af.” Nu skal Pelle undersøge, om hans gode gerning overfor Laura, samtidig kan være et middel til at skaffe ham en forvaringsdom, så han igen kan komme ud, og få sig en tilværelse sammen med Philippa. Men det er svært ikke at føle stor ømhed for Laura, da Pelle har besøgt hende, og set hende i sin hospitalsseng, bleg og tynd. ”Elevatorens røde tal fjernede mig fra Lauras etage, indtil vi nåede bunden. Og da vi kørte derfra, følte jeg mig både halv og hel. Halvt menneske, hel bror.”

Det er en ualmindelig smuk, barsk og helstøbt fortælling, der virkelig formår at komme under huden på læseren. Mette Emilieanna Bruun er nærværende og realistisk, når hun beskriver sine karakterer. De vinder ikke pludselig en masse penge, eller modtager et anonymt vidne, der taler deres sag, men i stedet udvikler de sig til at have en større forståelse for livet, indenfor de rammer, som de nu engang er i. Hun beskriver troværdige mennesker, med fine hverdagsforhåbninger for livet i al almindelighed, hvor processen hen mod målet, ender med at være uoverstigelig. 

Jeg fristes til at sige, at hun fortæller om hverdagen på godt og ondt, hvor graden af valgmuligheder måske kan synes begrænset, men til gengæld er forskellene helt enorme.