Indsigter fra Solveigs speciale
Mens Solveig Bohn Svendsen var ansat som studentermedhjælper ved Aarhus Bibliotekerne, skrev hun speciale ved Uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet. Med afsæt i, at vores relation til et sted har betydning for vores muligheder for og lyst til at deltage og engagere os, undersøgte hun samspillet mellem facilitering, det fysiske rum og rummets brugere. I denne artikel præsenterer Solveig tre væsentlige og superinteressante indsigter fra sit speciale.
Af Asmund Hejlskov Bertelsen
Et demokratisk rum
Vi må ikke glemme relationen til stedet
Af Solveig Bohn Svendsen
Vi ved at relationer mellem mennesker skaber engagement.
Men vi må ikke glemme, hvad relationen til de steder, hvor vi mødes, betyder for vores muligheder og lyst til at engagere os. For når vi arbejder bevidst med relationerne mellem mennesker og de fysiske rum, kan vi skabe bedre betingelser for samtale, uenighed, handling og læring om hinanden - altså det der gør vores fælles mødesteder til demokratiske rum.
På den baggrund har jeg i mit speciale undersøgt betydningen af samspillet mellem facilitering, det fysiske rum og rummets brugere. Det tager afsæt i ni steder, der på den ene eller anden måde arbejder med demokrati.
I artiklen her kan du læse mere om de tre væsentligste indsigter fra specialet:
- En åbent rum er ikke nødvendigvis et tilgængeligt rum
- Vi opbygger relationer til stedet
- Lad os bryde illusionen om neutralitet
Et åbent rum er ikke nødvendigvis et tilgængeligt rum
På fælles mødesteder arbejdes der med forskellige indgange til deltagelse, og for brugerne kan barriererne variere fra sted til sted. Men at et mødested er åbent for alle, betyder ikke nødvendigvis, at alle oplever at have lige mulighed for at tage det i brug. Brugerne kommer med forskellige erfaringer, forventninger og forudsætninger for at deltage. Derfor er det ikke alene afgørende, hvilke muligheder et fælles mødested tilbyder, men også hvordan brugerne oplever og afkoder disse muligheder.
Frie ufaciliterede rammer og steder, hvor "man kan alt", kan være gode for de brugere, der andre steder mangler plads til at udfolde sig, for andre kan det være overvældende. Frie rammer kræver både at man som bruger er iderig og kreativ, og det kræver også at man føler sig berettiget til at indtage det rum. Udover disse faktorer risikerer det også, at nogle brugere kan tage uhensigtsmæssigt meget over i de fælles rum der er, og på den måde kan nogle brugeres engagement blive en barriere for andres. Faciliteringen og rammesætningen af rummet er derfor enormt vigtig for at der skabes plads til flest muligt.
Dette afspejler sig fx i Huset No 7 i Herning, hvor størstedelen af huset er dedikeret til fuldstændig formålsbestemte rum, i form af værksteder, legestue, og rum hvor bestemte grupper bruger dem til egne formål, og indretter dem som de vil. Her er der ingen tvivl om, hvilken forventning der ligger til brugeren i disse rum. Oplevelsen hos lederen her var at de rum der er fuldstændig rammesat, også er relativt selvkørende. Dette har hun oplevet ved at det fx er meget sjældent, at der er brug for at rydde op efter brugere.
Vi træder ikke ind i et rum uden forventninger
Vores relation til et sted begynder ikke nødvendigvis, når vi træder ind ad døren. De erfaringer og associationer, vi har på forhånd, kan også have betydning for, hvordan vi møder stedet og dem, der er værter i det.
Nogle fælles mødesteder, der er finansieret af eksempelvis kommunale midler, arbejder strategisk med at nedtone deres offentlige tilknytning, fordi brugerne ikke nødvendigvis forbinder det offentlige med noget positivt. Det kan skyldes tidligere erfaringer med myndighedsudøvelse eller en forestilling om offentlige institutioner som kedelige og formelle.
Andre steder, eksempelvis bibliotekerne, har en tydelig offentlig identitet. Bibliotekerne har den fordel, at de fleste brugere på forhånd har en forestilling om, hvilke funktioner der findes – eller i hvert fald nogle af dem. Men mens nogle brugere oplever det offentlige som en medspiller, hvor de kender deres plads og føler sig berettigede til at være, kan andre opleve det som en stor og uigennemskuelig myndighed. Den forskel i erfaringer kan få betydning for, hvordan de møder stedet.
På Dokk1 i Aarhus arbejdes der med at imødekomme dette ved at etablere partnerskaber med organisationer der lykkes godt med at arbejde med disse målgrupper, fx Værestedet, Foreningen Gadeliv og Kofoeds skole. På den måde bliver brugere og elever fra disse steder præsenteret for stedet, med fagpersoner de har en relation til, og de bliver en hjælp til at præsentere stedet på en positiv måde, og til at opbygge relationen til stedet. Den samme invitation gjorde sig gældende ved arrangementet “Sæt tænderne i”, afholdt på Godsbanen, hvor en personlig invitation og kendskab til mulige deltagere skulle sikre en bred repræsentation af holdninger.
Det kan være anderledes i et kulturhus, hvor funktioner, organisering og forventninger til deltagelsen varierer fra sted til sted. I kulturhuse, som fx Slagteriet i Holstebro og INSP! i Roskilde, arbejdes der med lidt “vildere” rammer for hvordan man inddrager brugerne. Der er langt større autonomi i denne inddragelse. Det kan skabe muligheder for ejerskab, men også gøre det vanskeligt for nye brugere at afkode, hvad der forventes af dem, og hvordan de kan deltage. Derfor arbejder disse steder med rammesætning og relation til kernebrugere, for at hjælpe dem med at lykkes med deres projekter, og at indtage rummene på en hensigtsmæssig måde.
Forudgående associationer hos brugere er ikke noget, man som vært eller fagperson nødvendigvis kan ændre, men bevidstheden om, at brugerne møder stedet med forskellige erfaringer og forudsætninger, er vigtig, når der arbejdes med tilknytning og deltagelse.
Det handler derfor ikke nødvendigvis om at skjule eller fremhæve stedets offentlige tilknytning, men om at være bevidst om de associationer og magtforhold, som kan påvirke brugernes oplevelse af at høre til.
Vi opbygger relationer til steder
En forudsætning for overhovedet at kunne deltage i rummene, er at brugerne har en tilknytning og relation til hvad der foregår i de fælles rum. Og her er det ikke alene de relationer der opstår mennesker imellem, men lige så vel de relationer brugerne har til de rum de træder ind i. Har de været der før? Kan de se andre bruge rummene? Ligger der i rummets materialitet og indretning en stille forventningsafstemning til brugernes adfærd i rummet? Rummene kan her i sig selv spille en væsentlig rolle i hvordan der ageres.
Hos Kulturhusene Danmark understreges det netop, at rummene har en enorm betydning for, hvordan og hvilke aktiviteter man indbyder til.
Så jo flere gange man kommer, og ser hvordan der kan ageres, jo lettere bliver det også selv at deltage. På den måde bliver rummet, andre brugere og forskellige muligheder for deltagelse alt sammen faktorer der er med til at understøtte den demokratiske deltagelse.
Et fællestræk hos de undersøgte mødesteder er, at der i høj grad bliver arbejdet med forskellige måder at invitere, vise aftryk, funktioner, og muligheder for brugere. De fagpersoner, der er på stederne, arbejder ikke alene på at opbygge relationer til brugerne, men også på at opbygge brugernes relationer til rummene og få dem til at forstå hvad der kan og ikke kan lade sig gøre i de rum. Invitationen og faciliteringen af forskellige rum i rummet, er med til at understøtte og præsentere rummets funktioner for forskellige målgrupper.
Dette ses fx hos INSP! hvor ændringen af rummene fra dag til dag også er med til at vise brugere at der hele tiden er aktivitet selvom man ikke nødvendigvis er med til det hele. Samtidig fremhæves det i undersøgelsen, at forandringerne kan være en barriere for nogle brugere, som har brug for genkendelighed og tydelige funktioner i rummet. For at imødekomme at brugere faktisk også føler sig velkomne i disse rum, arbejdes der i INSP! og Byens hus i Roskilde med værtskab, så det første man møder når man kommer ind af døren er en vært der byder dig velkommen.
Udover relationsarbejdet mennesker imellem, kræver det også, at brugeren har en relation til selve rummet. Jo flere gange man har været et sted, jo stærkere kan relationen til det fysiske rum blive. Pludselig har man en yndlingsplads, man ved hvor der er plads til udfoldelse, og hvor der er plads til fordybelse. Stedet kan være i bevidstheden, være et sted man besøger uden formål, og være et go-to sted for at søge inspiration, agere møderum og refleksionsrum. Ligesom relationer mellem mennesker opbygges over tid og i afkodningen af hvad vi kan “bruge” andre mennesker til, gør det samme sig gældende med rum. Og ligesom relationer til mennesker bygges op over tid, og at nogle hurtigere forstår hinandens “funktioner” end andre, gør det samme sig gældende i relationen mellem rum og brugere. Det er lettere at opnå en berettigelse i et rum, når brugeren forstår hvad deres rolle i rummet er, hvis det er let afkodeligt, hvad forventningerne til brugerne er, og hvis funktionerne i rummet kan folde sig ud over tid.
Dette kan forskellige arrangementer og facilitering af forskellige funktioner i rummet være med til at hjælpe brugeren med. Når der vælges forskellige temaer, forskellige formater og der ligger forskellige indgangsvinkler til brugeren, rammer vi også forskellige mennesker. Positive oplevelser med rummet, og inspiration gennem fx aftryk fra andre brugere, kan være med til at underbygge relationerne mellem brugerne og rummene. På samme måde kan en relation til rummene også underbygge, at man bliver inspireret til at deltage i de faciliterede rum og til de arrangementer der ellers er - måske også med temaer man ikke ville have deltaget i andre steder.
Når brugerne har prøvet at være der før og set, hvordan rummet kan fungere, bliver det også lettere for dem faktisk at anvende det en anden gang.Ved let at kunne afkode forventningerne og have gode oplevelser i de fælles rum bliver det lettere for brugerne at vide, hvordan de kan bruge rummene næste gang. Samtidig bliver brugerne også ambassadører, der kan hjælpe andre med at finde vej til deltagelse i de fælles rum.
På den måde bliver det fysiske rum, de menneskelige relationer og de arrangementer, der foregår i det, et lille demokratisk økosystem.
Lad os bryde illusionen om neutralitet
Neutralitet ligger ofte som et ideal under demokratiet, hvilket også gør sig gældende ved afspejling i rummene. Et centralt dilemma i min undersøgelse er, at neutralitet i praksis er vanskelig at opretholde. For rummene er ikke neutrale. Valget af indretning, møblering, aktiviteter og kommunikation indebærer altid prioriteringer, der har betydning for, hvem der føler sig inviteret, og hvilke muligheder for deltagelse der bliver synlige. Selv når vi vælger at lade rummene være åbne og uden tydelig styring, er det et valg, som kan betyde, at nogle brugere får lettere ved at indtage rummet end andre.
Et tydeligt eksempel på dette er hos INSP! hvor der derfor arbejdes bevidst med at sætte rammer for brugernes udfoldelse. Blandt andet er der indført en regel om, at værkstedet kun må bruges i åbningstiden. For nogle brugere opleves det som en begrænsning af deres frihed, mens andre oplever tydelige regler som en befrielse, fordi alt ikke hele tiden skal være til forhandling.
På Slagteriet kommer dette også til udtryk gennem rummenes fysiske udformning. Her er det et bevidst valg ikke at renovere rummene for meget eller gøre dem for "pæne", fordi indretningen også er med til at signalere, hvordan rummet kan bruges, og hvilken adfærd der inviteres til.
Det illustrerer et centralt dilemma: At give plads til alle kræver nogle gange, at der sættes grænser for den enkeltes udfoldelse. Samtidig indebærer disse grænser en prioritering, som kan opleves forskelligt af brugerne. Generelt i de steder jeg har undersøgt, har der været arbejdet med varierende måder at rammesætte de rum, og mere eller mindre tydeligt tage stilling til hvad man gerne vil have til at ske i disse rum.
Måske skal vi derfor ikke stræbe efter det neutrale rum, men efter det demokratiske rum. Ikke et rum uden rammer og prioriteringer, men et rum, hvor vi forholder os bevidst til, hvordan disse valg påvirker menneskers muligheder for at deltage.
Når der er styr på relationen til stedet, er der plads til samtale, uenighed, handling og læring om hinanden.
Vores fælles mødesteder er en rigtig god arena for demokratiet. De agerer møder med andre, øvebane, oplysning og rum til debat. Ved at understøtte dette uformelle læringsrum, kan vi samtidig være med til at opbygge et demokratisk rum.