Nordisk hovednavn til LiteratureXchange
Mød Sara Stridsberg til årets festival!
Af Karina Høyer
Sara Stridsberg (f. 1972 i Solna i Sverige) er svensk forfatter, dramatiker og essayist. Drømmefakultetet blev hendes internationale gennembrud i 2007. Samme år modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for udgivelsen og i 2019 blev hun nomineret til Man Booker-prisen. Hendes bøger er udgivet på mere end 25 sprog verden over.
Stridsbergs skrivestil har en drømmende karakter, hvor minder, nutid, fakta og fiktion blandes, for til sammen at skabe en collage over levet liv. Som en rød tråd igennem hendes forfatterskab står en række stærke kvinder, næsten altid med kaotiske og udsvævende mænd omkring sig. Romanerne udspiller sig ofte i grænselandet mellem det gale og det geniale.
På dansk er senest udkommet Farvel til Panic Beach (2025) Romanen trækker på Stridsbergs egen familiehistorie og berører temaer, som incest, misbrug og komplicerede faderskikkelser.