I en hed lugt af inderlår

elskende er en overbevisende fortælling fra horehusets lagner. Langballes historiske roman flyder med kropsvæsker og er samtidig en suverænt skarp undersøgelse af den kapitaliserede krop. Romanen rummer både væsner fra folkesagn, et monstrøst foster og en kærlighedshistorie mellem to kvinder. Men der er ingen medlidenhed med kvinderne. Og det er jeg helt vild med. 

Vi befinder os i en enevældig og pestramt fortid. En ærlig fortæller kommer mig i møde, en adelskvinde, som allerede på første side indrømmer, at sandt og usandt ikke lader sig skille fra hinanden i romanen. Hendes mand har sendt hende i horehus, fordi hun ikke føder ham nogen børn. Det er en hed sommer, hendes skød svier og klør, og hun undrer sig over, hvor horehusets bestyrerinde, Viola, forsvinder hen om natten. 

“Hver sommer har sin egen duft, og dennes var blandt andet kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse), børnenes ustyrlige eksem (sødlig og ostefed), mændenes svampede pikke (deres skridt som en syg skovbrand).” 

Så er scenen ligesom sat. 

Maveskind 

elskende er skrevet i et uimodståeligt sprog, som konstant konfronterer mig med kroppen. I en kvindes hår sidder der eksempelvis “et kostbart net af glitrende perler, tvunget ud af maveskindet på muslinger”. Sproget svælger i det kropslige, men ikke til følelserne forbundet med det. For fortælleren er kroppen ikke et skamfuldt fænomen, men genstand for hendes nøgterne interesse. Hun går en dag forbi en død mand på gaden, hvor følgende scene udspiller sig: 

”Ved hans blottede lyske var en byld. Den var næsten på størrelse med hans pik, også blottet (indskrumpet som nedfaldsfrugt). Jeg ved ikke, hvilken impuls der styrede mig, men før jeg kunne beherske mig, var jeg i gang med at klemme om bylden med begge hænder. […] Materien sivede ud (blob blob blob), næsten som var han stadig i live. Det var tykt som syrnet mælk og havde samme farve som skifer.” 

Grådig 

Den er vild den her bog. Det håber jeg ikke, du er i tvivl om. Men den er også velreflekteret som kun god litteratur kan være det. Langballe undersøger i elskende kimen til den grådighed, der findes i samtidens kapitalisme: 

”I arbejdet mærker man på egen krop den idé, som alle slottene, herregårdene og lysthusene er bygget på, og det er den samme idé, som får mænd til at pløje markerne dybere og dybere, oftere og oftere, og selve idéen er som en grådig stemme, der hvisker: større, hårdere, videre.” 

Fortælleren mærker grådigheden og udnyttelsestrangen på egen krop i horehuset og afviser den som ”fjollet” og ”uholdbar”.  

Et andet sted i fortællingen løber de prostituerede kvinder til havnen for at se en isbjørn, som nogle fiskere er lykkedes med at fange. De ser den vride sig til blods i sine lænker – en scene, hvor Langballe mesterligt dvæler ved rigdommens og magtens bagside, nemlig kravet om, at man vænner sig af med det moralske ansvar for det ikke-menneskelige: 

”Det krævede også, men det krav talte man ikke om, at man kunne bære at gengælde dyrets blik, når det lå fanget på dækket og forblødte. […] Men hvis man kunne vænne sig til de ting, så kunne man skabe rigdom af det fede spæk og den olieholdige tran.” 

elskende kravler helt ned i den blodige isbjørnepels. Det er ubehageligt. Og det konfronterer mig med bagsiden af vores rige samfund. 

Historisk 

Med romanens historiske aspekt skriver Langballe sig ind i en samtidig litterær tendens til at genbesøge elementer fra fortiden. Jonas Eika har eksempelvis netop udgivet en historisk murstensroman om beduinkvinder, og Olga Ravns seneste roman omhandler trolddomsprocesser. Trods den store afstand i tid, kan jeg ikke lade være med at trække forbindelseslinjer mellem min egen krop og fortællerens i elskende. Mellem min egen krop, beduinkvinderne og de trolddomsanklagede kvinder. Det kropslige bliver universelt på en måde. ”En spinkel, næsten usynlig tråd, der bliver trukket gennem os alle sammen på tværs af tid og rum”, som Langballe skriver. 

Romanen er insisterende intim, klog og klam på samme tid. Og den hede lugt af inderlår sætter verden i nyt perspektiv. Skynd dig at læs den for søren!