Hvad læser din lokalpolitiker?
Sara Pernille Jespersen fra Moderaterne anbefaler en bog, en tv-serie og en podcast.
Af Sara Bindeballe
Kommunalvalget nærmer sig! Den 18. november skal vi stemme om pladserne i Aarhus Byråd. Valgkampen er gået ind, og politikerne fortæller om deres politiske ambitioner.
Men som biblioteksfolk er vi lige så nysgerrige efter at vide: Hvilke bøger læser de?
Vi har spurgt en række kandidater fra de partier, der lige nu sidder i byrådet om, hvilke bøger (eller film, serier og podcasts) der har gjort indtryk på dem – og måske endda påvirket deres politiske holdninger eller syn på samfundet.
Her kan du læse svarene fra Sara Pernille Jespersen fra Moderaterne.
Sara Pernille Jespersen (Moderaterne)
Kandidat til Aarhus Byråd
En bog, der har påvirket mit syn på verden: ”Liv og Alexander” af Tine Bryld
Jeg læste ”Liv og Alexander” som 13-årig og var fuldstændig opslugt af skildringen af den første kærlighed. Det var første gang, jeg forstod, hvordan litteratur kan ramme én helt ind i hjertet og hvordan ord kan få os til at mærke både os selv og andre. Jeg har læst den mange gange siden. Den minder mig om, at relationer og følelser altid er komplekse, men også det, der gør livet rigt. Den har uden tvivl præget den måde, jeg møder mennesker på både i mit arbejde som sygeplejerske og i politik.
En serie, der har gjort mig indigneret, givet mig håb – og givet mig lyst til at kæmpe videre: ”The Pitt”
En af de mest realistiske serier, jeg har set om livet på en akutmodtagelse. Den viser, hvor råt og kaotisk, arbejdet med mennesker kan være, men også, hvor dybt meningsfuldt det er. Jeg bliver både rørt og stolt, når jeg ser den. Serien minder mig om, hvorfor jeg valgte faget, og hvorfor jeg bliver ved med at kæmpe for, at sundhedsvæsenet skal bygge på faglighed, varme og menneskelighed.
Serien kan ses her, men det kræver et abonnement på HBO: https://www.hbomax.com/dk/da/shows/pitt-2024/e6e7bad9-d48d-4434-b334-7c651ffc4bdf
En podcast, der har fået mig til at forstå noget eller nogen, jeg ikke kunne sætte mig ind i før – og givet mig lyst til at gå ind i politik: P1 Debat
Jeg har næsten altid en podcast i øret, men P1 Debat er fast følgesvend. Jeg elsker, at vi i Danmark har en så fri og levende debatkultur, hvor vi kan være uenige og stadig tale ordentligt sammen. Jeg lytter for at forstå alle sider af en sag, før jeg selv tager stilling. Men jeg er også et konstant kommentarspor ved siden af, min familie er efterhånden vant til at høre mig gå og mumle og diskutere for mig selv, mens jeg lægger tøj sammen.
P1 Debats programmer kan høres som podcasts her: https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-debat-759567340000