Hvad læser din lokalpolitiker?

Kommunalvalget nærmer sig! Den 18. november skal vi stemme om pladserne i Aarhus Byråd. Valgkampen er gået ind, og politikerne fortæller om deres politiske ambitioner. 

Men som biblioteksfolk er vi lige så nysgerrige efter at vide: Hvilke bøger læser de? 

Vi har spurgt en række kandidater fra de partier, der lige nu sidder i byrådet om, hvilke bøger (eller film, serier og podcasts) der har gjort indtryk på dem – og måske endda påvirket deres politiske holdninger eller syn på samfundet. 

Her kan du læse svarene fra Thomas Medom fra SF.
 

Thomas Medom (SF) 

Rådmand for Børn og Unge, spidskandidat og medlem af Aarhus Byråd 
 

En podcastserie, der giver mig lyst til at kæmpe videre: ”Barn i lænker” fra TV2 Østjylland 

Jeg får jævnligt fornyet min indignation og retfærdighedssans, som giver mig ny energi til at være politisk aktiv – selv når arbejdslivet byder på lange dage væk fra familien og svære beslutninger. 

Senest har TV2 Østjyllands podcastserie ”Barn i lænker” gjort et dybt indtryk på mig. Serien fortæller om børn og unge fra Aarhus, som trods deres unge alder udsættes for grov mishandling, trusler og tvungen genopdragelse i lukkede lejre – ofte under påskud af kulturelle eller religiøse normer. Det er dybt chokerende at høre historierne om Amal, Essa og Sammy, der blev revet væk fra deres trygge hverdag i Aarhus og udsat for vold og frihedsberøvelse i Somalia. Podcasten giver også stemme til unge aarhusianere, som kæmper mod radikal islam og forældede syn på kønsroller og opdragelse. 

Det er netop den slags historier, der fornyer min lyst til at engagere mig politisk. Jeg vil ikke acceptere, at børn i Aarhus – i vores eget samfund – lider så meget under uretfærdige og skadelige forhold. Det styrker mit engagement i arbejdet for en kommune, der beskytter og støtter børn og unge, sikrer deres trivsel og rettigheder og sætter ind overfor alle former for vold og undertrykkelse. 

Podcasts som denne minder mig om, hvorfor politik handler om mennesker, om retfærdighed og om at kæmpe for en bedre fremtid – ikke mindst for dem, der er mest sårbare eller ikke har stærke interesser, økonomi eller organisationer i ryggen. Det giver mig inspiration til at fortsætte arbejdet, også når det politiske arbejde er hårdt og komplekst.

Hør podcasten her: https://www.tv2ostjylland.dk/podcast/barn-i-laenker  
 

En bogserie, der har underholdt mig – og gjort mig indigneret: ”Ternet Ninja” af Anders Matthesen 

At træde ind i Anders Matthesens ”Ternet Ninja”-univers er som at træde ind i et moderne eventyr, der både kan få os til at le højt og sidde med en klump i halsen. Jeg har haft stor fornøjelse af både at læse bøgerne og se filmene sammen med mine børn, og det føles som et privilegium at have et dansk univers, der rammer så rent og så hårdt. ”Ternet Ninja” er efter min mening et mesterværk, og Matthesen skriver sig med trilogien ind i en stærk tradition for dansk børnefilm og børnelitteratur, hvor man tør tage børn alvorligt og give dem både eventyr, humor og stof til eftertanke. 

Bøgerne har været en oplevelse i sig selv. Det har været fantastisk at læse dem højt, høre børnenes reaktioner og selv opdage, hvor meget Matthesen lægger i detaljerne. Vi møder Aske, der står midt i alt det, børn kender: Mobning, usikkerhed, forelskelse, et hjem fyldt med voksne, der ikke altid forstår ham, og et parforhold til Glenn, der mest af alt fungerer som en plageånd. Vi møder også den bizarre og groteske Onkel Stewart, som mange nok også kender fra ”Terkel i Knibe”, der er både livsklog og livstræt, men som faktisk bringer noget ægte omsorg ind i Askes liv, da han kommer hjem fra Thailand med den ternede ninja. Og så er der skurken Eberfrø: Direktøren for den store legetøjsvirksomhed, der står som en karikatur af kynisme, grådighed og voksenverdenens ligegyldighed over for børn. 

Filmene folder dette univers endnu mere ud. I den første film ser vi Askes kamp for at blive set og taget alvorligt, i den anden hvordan hans relation til ninjaen – og til sig selv – bliver sat på prøve, og i den tredje hvordan Aske for alvor må finde sin plads i en verden, hvor voksne ikke nødvendigvis hjælper. Det er underholdende, skarpt og satirisk. Jeg elsker den måde, Matthesen tør blande det sjove med det uhyggelige: Den ene scene kan være fyldt med gakkede replikker, og den næste kan ramme os med en brutal sandhed. 

At se ”Ternet Ninja 3” i biografen sammen med mine børn og min kone var en oplevelse, jeg ikke glemmer lige foreløbig. Der er noget helt særligt ved at dele latteren, gyset og spændingen i mørket, at høre publikum gispe og grine. Det er dér, hvor man mærker, at fortællingen virker. Det var fedt langt om længe at sidde i biffen igen og opleve en dansk film, der kan det samme som de allerstørste internationale produktioner, men som samtidig er så forankret i vores egen kultur og humor. 

Og så til det, der gør mig indigneret: Matthesen rammer nemlig noget, der er alt for tæt på sandheden. Når vi ser, hvordan de voksne i Askes verden enten er fraværende, selvoptagede eller reducerer børnene til små projekter, er det ikke bare satire – det er også et spejl. For sådan er vores samfund alt for ofte. Vi har travlt, og vi ser børnene som nogen, der skal blive til noget i fremtiden. Men vi glemmer, at de har værdi i sig selv her og nu. Det er ikke filmen, jeg er vred på. Tværtimod synes jeg, det er skarpt. Det, der gør mig vred, er, at Matthesen – selvom han forstørrer pointerne – rammer lidt for godt plet og har helt ret i sin analyse. 

”Ternet Ninja” giver os et univers, der både underholder og udfordrer. Det er en fortælling, der samler familier, og som kan åbne vigtige samtaler om, hvordan vi ser vores børn, og hvordan vi behandler dem. Derfor står jeg tilbage med både glæde og indignation: Glæde over, at vi har fået et univers, der er så levende, modigt og dansk. Indignation over, at vi som samfund stadig ikke prioriterer vores børn højt nok. 

Lån den første bog i serien her:

En bog, der giver mig håb: ”Kærlighed” af Anders Agger 

En af de læseoplevelser, der for alvor har givet mig håb, er Anders Aggers bog ”Kærlighed”. Det er en bog, der i al sin enkelhed samler historier om kærlighed i mange former: Den forelskede, den sene, den skrøbelige og den tabubelagte. Det smukke ved den er, at den ikke forsøger at definere kærlighed, men at den lader mennesker selv fortælle om deres oplevelse af og med kærlighed. 

Når jeg læser bogen, kan jeg mærke samme greb, som vi kender fra hans nærværende tv-dokumentarer. Anders Agger har en helt særlig evne til at lytte og give plads til mennesker, som ellers sjældent får en stemme. I programmer som ”Indefra” eller ”På kanten af Danmark” har han talt med mennesker i fængsler, på hospice eller i miljøer, der ofte ligger uden for det pæne samfundsbillede. Mennesker, der bor der, hvor det kan gøre rigtig ondt. Og han gør det uden fordomme, uden at skubbe sig selv i forgrunden – og den tilgang genkender jeg i ”Kærlighed”. Den nænsomme, stille tilstedeværelse, hvor menneskers egne ord får lov at bære. 

Bogen er fuld af øjeblikke, der giver håb. Der er f.eks. fortællingen om de to ældre mennesker, som finder kærligheden sent i livet og beskriver den som noget næsten legende. Et bevis på, at kærligheden ikke behøver at have en udløbsdato. Eller den unge kvinde, der efter at have kæmpet med psykisk sygdom opdager, at kærlighed ikke nødvendigvis handler om at være perfekt, men om at turde lade nogen komme tæt på. Og så er der historierne, hvor kærligheden viser sig i omsorgen mellem mennesker, der har mistet meget, men stadig holder fast i hinanden. 

For mig var det livsbekræftende at mærke, hvordan kærligheden på tværs af alder, baggrund og livsvilkår bliver skildret som noget grundlæggende menneskeligt. At selv dér, hvor livet har gjort ondt, kan der stadig vokse nærhed, varme og vilje til at dele sit liv med andre. Bogen ”Kærlighed” er derfor meget mere end en samling fortællinger. Det er en påmindelse om, at håbet findes i møderne mellem mennesker. Og når Agger – både i sine bøger og på tv – insisterer på at fortælle de historier, vi ikke altid selv ser, bliver vi mindet om, at vores samfund er stærkere, når vi giver plads til håbet.