Børn

Svømmefugl og fiaskoer

Hvorfor skal man svømme, når man nu hellere vil flyve? Det kan verdens sødeste Ella ikke forstå! Finn er måske verdens mest uheldige dreng, men han er muligvis også verdens skæggeste.




Af Tiril Mark Høj

Svømmefugl af Kjersti Annesdatter Skomsvold. Illustreret af Mari Kanstad Johnsen

En gennemført smuk og klog billedbog om en lille drømmer, hvis fantasi hjælper hende på vej. 

Den lille pingvin Ella er på sommerferie ved havet. På badebroen forestiller hun sig, hvor mange uhyggelige væsner, der gemmer sig i havet. Men hov, det er jo bare mormor, der dukker op af vandet med tang ovenpå hovedet. Mormor vil lære Ella at svømme, men Ella vil hellere lære at flyve! Mormor spørger hende hvorfor, og Ella svarer: 

”Fordi jeg elsker himlen”. 

Mormor insisterer på, at Ella lærer at svømme, så hun ikke drukner! Da Ellas små fødder er gået hen over ’den ulækre tang’, og de er kommet ud i vandet, skal Ella lægge sig bagover, mens mormor holder hende. Med ét ser Ella et svævefly mod den blå himmel, og hun tænker straks på alle de ting, der ellers kan flyve; fnok fra mælkebøtter, blade, balloner mv. og hun er helt rolig. Nu flyder Ella stille omkring, mens hun drømmende kigger op. Med svømmevinger på, kan hun snurre ligesom en helikopter i luften. Men hvad gør Ella, da mormor vil lære hende at dykke? 

Kjersti Annesdatter Skomsvild har skrevet så dejlig en historie, og Mari Kanstad Johnsen har illustreret så vidunderligt og levende, at man kan fornemme havvandet op ad benene i solen. Mormor udstråler tryghed: 

”Ella læner sig ind mod mormor, hun er så blød. Og så har hun store fødder! Ella tænker, at mormor kan klare alt i verden med de fødder.” 

Og mormor ved præcist, hvad hun skal sige, for at Ella ikke er bange. Da Ella skal hoppe ud fra broen, ser hun sit spejlbillede på havoverfladen, med de store svømmefødder og svømmebriller på, og udbryder: 

”Jeg er en svømmefugl!”

Mari Kanstad Johnsen har benyttet sig af farvestrålende kridttegninger, til at vise Ellas fantasi; de uhyggelige dyr i havet, enorme med savtakkede tænder og de store brandmænd, men har også tegnet den smukkeste undervandsverden, magien da Ella springer ud fra broen og bryder vandoverfladen, nærbillede af Ella i regnen, Ella der spiser en lille fisk på tæppet sammen med mormor og adskillige andre helt fantastiske scenarier. 

Jeg elsker dette samarbejde! 

Finns forrygende fiaskoer af Phil Earle, illustreret af AL Murphy 

Mød Finn, som med rette kunne kaldes ’Fiasko-Finn’!

Tolvårige Finn Hope går i sjette klasse, og han kalder sig selv ’verdens største fiaskomagnet’. Hans familie er ’den største og mest ustabile atombombe’. Hans forældre er skilt, og hans far forstår ikke noget som helst, og han cykler i stramt lycra (hvilket får ham til at ligne en hoppeborg på cykel!), Finns mor er mildest talt ikke særlig god til at lave mad, men har verdens sejeste job med at sy kostumer til filmproduktioner, hans storebror Jonah på fjorten år er ond, men den mest populære på skolen (!), og så er der hans femårige lillesøster Maisie, som er uhyggelig, og helt besat af enhjørninger. Desværre er Jonah ikke blot ond, han styrketræner også, og har derfor overarme som ’pytoner, der har slugt en flodhest’, hvorimod Finns arme mere ligner ’snørebånd med en dobbeltknude på midten’! På den anden side er Finn født i en ’søskendesandwich’, hvilket betyder, at han er ’fyldet’. Så kan man både være både kikærter og rødbede, eller tunsalat med majs. Vovet, flabet eller uventet. Men fyldet er det bedste! 

Heldigvis har Finn to bedste venner. ’Google’, som er den klogeste i hele verden, og samtidig også er skarp og sjov, samt Laszlo, hvis ambition er at have charmeret alle kvinder i verden. Faktisk dukkede Laszlo op til Finns femårsfødselsdag med en kæmpegave til ’Moderskibet’ (Finns mor). Laszlo mener selv, at det skyldes hans italienske gener, men Finn siger, at fordi Lazlos far var pizzabud engang, er det ikke helt er det samme. 

Deres skolelærer Rocky, som rygterne siger har været jægersoldat, kan slå en mand ihjel med et olmt blik. Ham møder vi første gang, da han giver Finn verdens længste eftersidning, efter en særdeles uheldig episode i svømmehallen, hvor Finn ikke kunne komme op ad vandet, fordi hans badebukser og hans fars pyjamasbukser var gledet af! Og det er kun én af de mange fiaskoer, Finn må udstå. Men heldigvis sker der også rigtig mange gode ting, indimellem Jonahs forsøg på at ødelægge Finns liv. Særligt da ’Ballade’ flytter ind. 

Det er virkelig skægt, det her! Alle de forrygende fiaskoer er både underholdende og tåkrummende. Finn er ret sympatisk på en kær Adrian Mole-måde, og jeg må sige, at han er udfordret med den belastende selvoptagede storebror, han har. Heldigvis taber Finn aldrig modet. Lillesøster Maisie er som små søstre er flest, så familiedynamikken er sat. Faren er den evigt udglattende, og moren den fjerne voksne. Google, der minder mig om Hermione, og Laszlo, som elsker piger, er begge helt geniale! 

Tegningerne er virkelig skønne og fyldt med humor. Jeg er vild med ’Fiaskometret’, der indleder hvert af de korte kapitler, og som viser om situationen er ’lettere pinlig’ eller måske ’100 % fiasko’. Ligeledes er Ballade nok lidt grim, med sit store underbid, men vanvittig charmerende og utrolig sød. 

Bogen er ikke kun for fans af Wimpy Kid, Møgmis, Tom Gates mv. men for alle med god humor.