Mumifar og teaterhistorie for børn

'Mumifar og havet' af Tove Jansson

”Øen fik skygger og farver, den fik form og trak kløerne ind. Alt begyndte at lyse, og søfuglene sejlede kridhvide over odden. Katten forsvandt. Men tværs over øen lå skyggen af fyret som et bredt, mørkt bånd, helt ned mod stranden med båden.”

Mumifar er begyndt at føle sig overflødig, og han beslutter at sejle sin familie ud til den lille ø, der på kortet blot ligner en flueklat, for at finde sig selv igen. Mumifamilien ankommer efter et par dages sejlads til øen, Mumifar har drømt om. Øen viser sig at være et ugæstfrit sted, fyldt med sten, hvor selv træerne virker bange. ”Den er ikke let at komme i lag med, tænkte Mumitrolden. Det er en ø, der vil være i fred.”

Mumitrolden føler en sær uro, og begynder i hemmelighed at gå ned til stranden om natten, hvor han med beundring kigger på de smukke havheste, der leger. Murren er der også, men hende er Mumitrolden ikke bange for, selvom han tydeligt hører hendes tuden i natten. Mumifar får mange idéer hver dag, som han afprøver, Mumimor bruger dagene på at samle tang og male blomster, da virkelige planter har svært ved at gro på øen, mens Lille My driver omkring og undersøger alt, for at få tiden til at gå, ganske som Mumitrolden; ”Dagene blev lange på en forkert måde.” Men der er en mening med det hele. Både deres midlertidige bolig i fyrtårnet, den sære, bange fisker, havhestene, Murren og ikke mindst havet. Det er den mening, som Mumifar uden at vide det, leder efter. 

’Mumifar og havet’ er den længste af de ni bøger om Mumitroldene. Handlingen er i gråtoner, og Tove Jansson har taget sine mumier væk fra det trygge, til et lidt ufremkommeligt sted. Øen er ugæstfri, og hele familien er underlagt en form for desorientering. Dagene går med mærkelige, urolige tanker, og Mumifar opdager, at selvom øen er hans drøm, føler resten af familien sig meget ensomme mellem de golde klipper. På nær Lille My. Mumifar er ulykkelig og søgende, mens havet bliver mere og mere fjendtligt. Og Mumitrolden indser, at Murren der indgyder rædsel hos alle, savner noget. Mumitrolden er ved at blive voksen, og er forelsket i de smukke søheste. Han prøver at charmere dem, men de griner bare, og kalder ham en ’tyk havagurk’. I stedet udvikler han et smukt ordløst venskab med Murren. 

Historien er imponerende smuk og melankolsk, og jeg forestiller mig at fortællingen afspejler forfatteren selv. Den fortæller om ensomhed og frygt, men er ikke blottet for Tove Janssons humoristiske finurligheder. Romanen er både eventyrlig og filosofisk, men jeg kan have mine tvivl om der er ret mange børn, som kan rumme denne fortællings langsomhed. Derfor er den oplagt til højtlæsning, for sikke mange følelser, historien vrider frem. Og dem skal der snakkes om. 

Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle af Alette Scavenius

Vidste du, at verdens mest berømte teaterstykke er ’Hamlet’? Og at det mest benyttede er ’Don Juan’. Alt dette kan du læse meget mere om i denne vidunderlige bog, der ikke sparer på spændende detaljer. 

I gamle dage havde de fleste teatre en kat, der fungerede som lykkebringer, og i denne bog, som er inddelt i akter, følges vi på vej af en denne lille kat.

Der er mange ting vi forbinder med teater; tæpperne, der går op, sære skæbner og kostumer, stemningsskift og fremfor alt en fælles oplevelse. Alette Scavenius tager sin læser med gennem teaterhistorien, lige fra scenekunsten i antikkens Grækenland for ca. 2500 år siden i , der langtfra var første gang mennesket lavede teater, da både fortælletraditionen, dansen og opvisninger har eksisteret siden urmenneskene.  

I Dionysosteatret spillede man fra solopgang til solnedgang med få skuespillere på scenen, men med masser af musikere, men til gengæld kun to gange om året. Adskillige år senere udvikledes det europæiske teater i Rom. I middelalderen begyndte man at rejse på turné med teatret, og nu kunne man bla. se pantomimeteater. Senere blev verdens første ballet opført i 1581 (på Louvre-museet selvfølgeligt), og ikke så længe efter, kunne man opleve opera. I 1722 fik vi her i Danmark en teatertradition, da der åbnede et lille teater i Lille Grønnegade, hvor der var adgang for alle (der havde råd), og hvor de spillede på dansk. Der gik ikke mange år, før ’Jeppe på bjerget’ blev opført. Men historien slutter ikke her… 

Alette Scavenius har virkelig skrevet en helt fantastisk bog. Ikke kun tager hun sin læser med gennem teatrets historie, hun trækker også paralleller ud i verden, mens hun husker på også at fortælle om både pauserne, kulisserne, scenografen og desuden kort fortæller om forskellige ismer, der har præget de mange forestillinger. Alette Scavenius er også en virkelig dygtig fortæller, som husker på, at hun formidler til de uindviede eller i hvert fald de, der kun ved en ganske lille smule. Hun samler trådene, og sørger for, at der er sammenhæng hele vejen igennem bogen. Sammen med teaterkatten, er man hjulpet rigtig på vej, hvis man har den mindste interesse i teaterhistorien, og i verden generelt. 

Mia Mottelson har illustreret bogen, og hendes tegninger er både humoristiske, farverige og udtryksfulde, mens de også er kantede, kubiske, bløde og dramatiske, og illustrationerne levner ingen tvivl om, at med et udtryk som dette, må man simpelthen have fat på denne bog.