Børn

Københavns bombardement på tætteste hold

Det er året 1807, og Frankrig er i krig mod England. Englænderne har lagt en ring om København, fordi de vil presse danskerne til at ’låne’ dem Danmarks imponerende flåde af krigsskibe, men danskerne afslår, og derfor angriber den 26.000 mand store engelske flåde København. Bombardementet varer tre dage, og københavnerne ser til sidst ingen anden udvej end at give efter.

Af Tiril Mark Høj

En dag på vej hjem fra skole, hvor Wilhelm og hans storesøster Rikke er på vej til volden for at samle fuglefrø til Rikkes fugl Piphans, ser de, at danske soldater står klar til at modtage de engelske soldater, som har belejret byen. De to børn bor med forældrene i huset kaldet ’Noahs Ark’, fordi der bor flere forskellige dyr sammen med dem. 

Da angrebene begynder, får alle travlt de næste dage og nætter, da byen er under beskydning af både granater og bomber fra englænderne. Deres far Jens Ole er håndværker, men er sammen med mange andre håndværkere, blevet sendt afsted med gevær og bajonet, for at forhindre den engelske flåde i at gå i land. Derfor er det børnene, der må hjælpe med at holde vagt, pumpe vand og stå klar til at komme til undsætning. Pludselig er Wilhelms krigslege med Karl henne i skolen meget langt væk. Og på få dage oplever de to søskende rigtig krig! 

”Wilhelm spejdede ud over det blanke vand vest for byen. Søerne lå som et blankt bånd midt i alt det grønne. Bag dem var der et mylder af engelske soldater og store kanoner med hesteforspand. På afstand lignede de næsten små tinsoldater.”

Bogen er nummer fire i Peter Gotthardts serie af selvstændige bøger. Forfatteren bygger stemningen op ved at beskrive byen med dens gulkalkede huse, grisene i baggården og kvinder med kurve, der sælger kommenskringler. Han fremstiller København, så byen fremstår levende. Emil Landgreen er en virkelig dygtig illustrator, hvis tegninger i s/h løfter læseoplevelsen, og understøtter den gode historie. 

Jeg roser endnu engang idéen med at sætte fiktive karakterer i en historisk kontekst, og jeg ved at flere børn er vilde med Peter Gotthards serie, og også med serien ’Jeg overlevede’, der bygger på samme præmis. Spændende læseoplevelse til børn fra ca. 9 år.